
Den kæmpestore pære bliver til en båd, og i den sejler filmens helte ud for at finde Solbys forsvundne borgmester.
Dansk eventyr og fransk vin i biografen
30. oktober 2017 - kl. 7:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Et af en mest læste nye danske eventyr de seneste år kommer nu på biografens lærred. Det er Jakob Martin Strids historie om den kæmpestore pære.
Animationsfilmen Den utrolige historie om den kæmpestore Pære har premiere i Skagen Bio på søndag eftermiddag.
Elefanten Sebastian og hans bedste ven, katten Mitcho, bor i Solby – en hyggelig havneby hvor alt ånder fred og lykke, indtil byens elskede borgmester J.B. en dag forsvinder.
Viceborgmesteren Kvist pønser på at overtage borgmesterkæden og henlægge Solby i evig skygge, men på en fisketur fanger Mitcho en flaskepost fra J.B., der skriver, at han er strandet på Den Mystiske Ø.
I flaskeposten ligger også et lille bitte frø, som de planter, og i løbet af natten vokser en kæmpestor pære frem.
Pæren ombygges til et skib, og i den sejler Sebastian og Mitcho ud for at hente J.B. hjem til Solby.
Den Utrolige Historie Om Den Kæmpestore Pære er et pæredansk eventyr, hvor folk i alle aldre vil frydes over jagten på den Mystiske Ø, mødet med De Grusomme Pirater, Den Mekaniske Sødrager, og demagogiske politikere med små hænder.
Fransk vin
I næste uge er det en anden frugt og et andet land, der er i højsædet. Det er i den romantiske franske film Vores vingård i Bourgogne, der har premiere onsdag aften 8. november.
Jean er 30 år gammel og har tilbragt de sidste ti år med at rejse rundt i verden.
Han har skåret alle bånd til familien og Bourgogne – der hvor han er vokset op – og nu hvor han endelig er faldet til ro i udlandet, bliver han kaldt hjem til Frankrig, idet hans far ligger for døden.
Sommeren er ved at være forbi og årets store begivenhed – druehøsten – giver Jean mulighed for at genforenes med sin søster Juliette og sin bror Jérémie for at finde ud af, hvad fremtiden skal være for familiens stolte vingård.
I løbet af det næste år, hvor vi følger vinproduktionens sæsoner, finder de tre søskende sammen igen i kærligheden og passionen til det ædle håndværk.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dansk eventyr og fransk vin i biografen' til en bekendt