Afslag på ansøgning om aktiviteter for demensvenligt samfund

Modelfoto.

Afslag på ansøgning om aktiviteter for demensvenligt samfund

7. november 2017 - kl. 6:37 - af

Frederikshavn Kommune har i august søgt satspuljemidler fra puljen om Lokale og landsdækkende aktiviteter, der skal understøtte et demensvenligt samfund.

Midt i september modtog kommunen afslag. Begrundelsen for afslaget beror bl.a. på ”en generel vurdering af projektet set i sammenhæng med de andre ansøgninger”.

Afslaget forelægges Socialudvalget på udvalgets forestående møde den 7. november. Siden forelægges det også Handicapudvalget og Ældrerådet.

Center for Sundhed og Pleje tog kontakt til Sundhedsstyrelsen for at få en mere specifik forklaring på afslaget. Det blev oplyst, at projektet kunne have været mere udfoldet i beskrivelsen, evalueringen samt udbredelse af viden til anden aktører. Derudover en tydeligere beskrivelse af dannelsen af en ny kultur, en udfoldet procesevaluering, samt hvordan partnerskabet ønskes fortsat forankret efter projektperioden.

Sundhedsstyrelsen oplyste, at man havde modtaget 84 ansøgninger for mere end 98 mio. kr., hvor der i denne pulje var udmøntet 24,2 mio. kr.

11 projekter blev imødekommet. Største donationer gik til Alzheimerforeningen (6.682.999 kr.), Ældre Sagen (3.969.457 kr.), Helsingør kommune (3.725.000 kr.), DGI (3.131.410 kr.) og Greve kommune (2.456.185 kr.).

 

Start af nye rådgivnings- og aktivitetscentre

Socialudvalget skal i øvrigt på næste møde drøfte flere punkter, hvor demens udgør hovedingrediensen.

Et punkt vedrører en orientering om ansøgning af satspuljemidler til et Rådgivnings- og aktivitetscenter for mennesker med demens.

Sundhedsstyrelsen inviterer landets kommuner til at ansøge om puljemidler til start af nye rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med en demenssygdom og deres pårørende, hvor de kan henvende sig anonymt og uden forudgående visitation samt få kontakt med ligestillede og blive tilbudt støtte og rådgivning.

Sundhedsstyrelsen ønsker yderligere, at kommuner og frivillige organisationer styrker deres partnerskaber til fordel for borgere og pårørende, samt at der med puljeopslaget kan etableres 12-15 centre på landsplan. Der er afsat i alt 37,5 mio. kr. fordelt på 15 mio. kr. i 2017, 14,4 mio. kr. i 2018 og 8,1 mio. kr. i 2019.

 

Mærkning af demensegnede plejeboliger

I et punkt drøfter Socialudvalget en ny bekendtgørelse, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har udstedt om mærkning af demensegnede plejeboliger.

Formålet med mærkning er at vise, på hvilke punkter en plejebolig eller et plejeboligcenter er demensegnet i forhold til de fysiske rammer. Mærkningen belyser udelukkende de fysiske bygningsrelaterede rammer og ikke plejen af borgere med en demenssygdom.

Bekendtgørelsen indeholder krav om, at kommunerne inden den 1. december 2017 skal indberette ”skema – Mærkning af demensegnede plejeboliger” til Trafik-, Bygge – og Boligstyrelsen.

Baggrunden for bekendtgørelsen er regeringens aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om ”en national demenshandlingsplan 2025”.

 

Tekst af Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Afslag på ansøgning om aktiviteter for demensvenligt samfund' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger