At være ung med en erhvervsuddannelse er andet og mere end at sparke dæk
9. november 2017 - kl. 7:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fredagscafé for elever og lærlinge skal være med til at skabe et godt ungemiljø på tværs af erhvervsuddannelserne i Frederikshavn kommune.
Manglen på faglært arbejdskraft får flere virksomheder i Frederikshavn kommune til at gå nye veje. Derfor er flere parter gået sammen om at arrangere fredagscafé for elever og lærlinge på tværs af virksomhederne i hele kommune. Formålet er klart; at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse ved at skabe et styrket ungdomsmiljø omkring elever og lærlinge.
”Vi hører ofte, at de unge vælger at gå gymnasievejen, fordi der er et større socialt fællesskab end på erhvervsuddannelserne, og selv om søgningen til erhvervsuddannelserne i Frederikshavn kommune er stigende har vi brug for at endnu flere vælge en erhvervsuddannelse for at kunne imødekomme virksomhedernes efterspørgsel på faglært arbejdskraft”, udtaler Poul Knudsgaard direktør hos MAN Diesel & Turbo.
Vi ses Under Kranen
De maritime lærlingekoordinatorer i MARCOD er teamet op med den lokale kulturinstitution Det Musiske Hus og Frederikshavn Kommune, der selv har mange elever, om at arrangere fredagscaféen Under Kranen fredag den 10. november 2017 kl. 15-18 i Maskinhallen i Frederikshavn.
Borgmester Birgit S. Hansen opfordrer virksomhederne til at sende deres elever til træf Under Kranen i den vigtige sags tjeneste:
”Under Kranen er et nyt mødested for elever og lærlinge, hvor de kan mødes på tværs af fag og køn. Vi har virksomheder i kommunen, hvor der er mange drenge og andre, hvor pigerne er i overtal. Nu får de en mulighed for at skabe relationer og nye venskaber med andre unge, de ellers ikke møder. Og så håber vi, at Under Kranen kan bane vejen for et nyt, spirende ungemiljø i Frederikshavn kommune”, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Maskinhallen er i forvejen et sted, hvor der er flere aktiviteter for unge, eksempelvis Ventilen, Filmmaskinen og FREMWERK, så derfor var det et naturligt sted at lægge fredagscaféen Under Kranen. Arbejdsgruppen bag vil forsøge at få arrangementet til at være en tilbagevendende begivenhed, men vil gerne have de unge til selv at være med til at arrangere de fremtidige caféer.
FAKTA:
Det er et politisk mål, at 45 procent af en ungdomsårgang i Frederikshavn Kommune skal vælge en erhvervsfaglig uddannelse i 2020.
25,5 procent af de unge i Frederikshavn Kommune vælger i dag en erhvervsuddannelse – på landsplan er det 18,4 procent.
Parterne bag projektet er; De maritime lærlingekoordinatorer i MARCOD, Det Musiske Hus og Frederikshavn Kommune.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'At være ung med en erhvervsuddannelse er andet og mere end at sparke dæk' til en bekendt