Skagens ønske-engel kan hjælpe, hvis julen er for dyr.
En engel kan hjælpe, hvis julen er for dyr
14. november 2017 - kl. 11:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
… julen varer længe, koster mange penge – sådan hedder det i en af de gamle julesange.
Hvis julen er for dyr en for en familie i Skagen eller Aalbæk, og det kniber med økonomien, når der skal købes gaver til børnene, kunne mange godt ønske sig lidt hjælp – og det er her Skagens ønske-engel kommer ind i billedet.
Ønske-englen kan hjælpe – og gør det gerne.
Ønske-englen er netop blevet introduceret i dagplejen, børnehaverne, på Skagens to skoler og i Røde Kors-café’en på Kappelborg, og det er dér, hvor ens barn eller børn kan møde englen, man skal henvende sig for at blive gave-modtager.
Man kan nå at få kontakt til ønske-englen frem til og med 8. december.
En ønske-engel kan klare meget, men der er alligevel brug for, at englen også har hjælpere, og er man i den situation at man godt vil give ønske-englen en hjælpende hånd ved at opfylde et eller flere af de gaveønsker, englen har på sin liste, kan man hente en papir-engel på et flot pyntet juletræ i Iscafé’en ved Bamsemuseet.
Juletræet er pyntet fra 1. december, og den/de gaver, man har hjulpet ønske-englen med at købe, skal være afleveret til Iscafé’en senest søndag 17. december.
Iscafé’en er i december åben dagligt mellem kl. 11 og 16 – dog ikke mandage og tirsdage.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En engel kan hjælpe, hvis julen er for dyr' til en bekendt