Familieliv i fokus i biografen

I en scene fra The Killing of a Sacred Deer ses her Nicole Kidman og Colin Farrell.

Familieliv i fokus i biografen

11. december 2017 - kl. 6:59 - af

Skagen Bio har i næste uge premiere på to film som begge handler om livet i en familie – familier som tilsyneladende har et godt og lykkeligt liv.

Men der er mere, end man umiddelbart kan se.

Tirsdag er det den irsk-engelske film The Killing of a Sacred Deer.

Steven (Colin Farrell) er en ekstremt dygtig hjertekirurg og gift med Anna (Nicole Kidman), der er en højt respekteret øjenlæge.

De lever et lykkeligt og rigt liv sammen med de to børn Kim på 14 år og Bob på 12.

Steven har fået et nært venskab til den 16-årige dreng Martin (Barry Keoghan), som er forældreløs.

Tingene tager imidlertid en uventet og dyster drejning, da Steven introducerer Martin for familien.

Gradvist krakelerer den verden, de kender, og Steven må gøre et chokerende offer for ikke at miste alt.

Instruktør Yorgos Lanthimos vandt prisen for bedste manuskript ved dette års Cannes-festival.

Amerikansk drama

Torsdag er der premiere på den amerikanske film Suburbicon.

I 1957 er forstaden Suburbicon indbegrebet af den amerikanske drøm med lykkelige, hvide kernefamilier i hver deres villa.

Da Nickys mor bliver dræbt under et indbrud, der går galt, begynder den idylliske facade imidlertid at krakelere.

Familien plages under overfladen af forræderi, utroskab og afpresning, og den lille Nicky begynder nysgerrigt at udforske de snavsede hemmeligheder og drage faderens autoritet i tvivl.

Endnu aner naboerne intet om problemerne hos Nickys familie. De er meget mere oprørte over, at en sort familie flytter ind i kvarteret .

Den sorthumoristiske (og ikke i dag mindre aktuelle) historie er instrueret af George Clooney, som de fleste nok bedst kender som skuespiller.

Som familien, hvis drama udspiller sig i skyggen af naboracismen, ses Matt Damon, Julianne Moore og debutanten Noah Jupe.

Filmen er med i Biografklub Danmark.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Familieliv i fokus i biografen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger