Affaldssortering: Hvem bestemmer?

Affaldssortering: Hvem bestemmer?

12. december 2017 - kl. 11:37 - af

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Svend Erik Floor:

”Her i huset” går vi også ind for affaldssortering, men det er egentlig ikke det, der skulle sættes på dagsordenen. Som borgere vil gerne vide, hvordan tingene besluttes, og hvordan vi selv kan påvirke beslutningerne.

Som det er nu, – og det er noget som er bredt besluttet, længe før der blev et socialdemokratisk flertal i byrådet, ledes byrådsarbejdet på den måde, at byrådet vedtager principper for arbejdet med sagerne, mens den reelle gennemførelse af beslutningerne, altså hvordan et problem løses bedst, er overladt til administrationen. Det var yderpunktet, dengang man gerne ville ændre en situation, hvor de mindre kommuner styredes af de enkelte medlemmers eller gruppers mere eller mindre personlige politiske  indstilling, altså populært sagt: Hvem holder jeg med, eller hvis stemme er jeg afhængig af. Tanken om den uvildige administration, hævet over ævl og kævl, er jo egentlig tiltalende: Få tingene gjort og lad os så komme videre!

Hverdagen er bare anderledes. Kommunens organisation, ledet af en stærk direktør og en direktion med en række fagdirektører og mellemledere, har vist, at nissen flytter med. Det tekniske område, som affaldssortering hører under, er tit smertensbarnet, fordi masser af borgere er afhængige af beslutningerne. Føler borgerne, at beslutningerne træffes hen over hovedet på dem, bliver de frustrerede, opgivende og afviser selv de bedste hensigter.De bliver nemme ofre for rørlæggere og selskabstømmere, altså debattører, som har alle de nemme løsninger på de komplicerede problemer, men deres eneste budskab er at påstå, at alle andre er idioter, og debat er blot en måde at jorde anderledestænkende på. Derfor opgiver borgerne og forlader det dårlige selskab.

Til sagen: Vi har i kommunen et foretagende, som hedder Frederikshavn Forsyning. Det ledes af en direktør, har en bestyrelse, delvist fra Langtbortistan. Under sig har han andre underområder, ledet af en direktør med delbestyrelser og opgaver udliciteret til private, et kinesisk æskesystem uden lige, men der er også en hverdag, der skal fungere. Altså: Sandsynligvis udefra kommer et pålæg om bedre affaldssortering. Direktøren for området går til sit udvalg i byrådet og forelægger problemet med alle de gode argumenter: miljøet og alt der dér. Udvalget er selvfølgelig ikke imod den gode ide: Miljøet, og alt det dér!

Fint, tænker den handlingsorienterede direktør. Så går vi i gang. Ned i Harald Nyborg: Vi skal bruge en masse nye affaldsspande, så billige som muligt. Ja, så gerne, hr. Vi har disse koksgrå plastikmodeller. (Desværre ingen i skagensrødt til kværulanterne i Nord!)

Tilbage på kontoret tilkalder han sin spindoktor, som vel at mærke slet ikke ved noget om affaldssortering: Kan du ikke lige skrive en pressemeddelelse med nogle lækre billeder af de nyindkøbte affaldsspande og lidt lækkert husholdningsaffald til at fremme den gode sag. Jo, så gerne, hr. Direktør. Som sagt , så gjort. At der så i farten ryger en halv dåse makrel (med dåse!)med i bunken, smutter for ham i korrekturen. Han trykker på ”send” og afsted ryger der brev til alle de digitaliserede og ikke digitaliserede private husejere i kommunen. Og så har vi balladen.

Brevet havner også hos formanden for Plan- og miljøudvalget, som endnu er helt rundtosset efter det nys overståede kommunevalg. I et radiointerview kommer til at fortælle, at han da slet ikke mener, udvalget har besluttet noget endnu. Den vil affaldsdirektøren ikke have siddende på sig, så han går offentligt ud og sparker tilbage. Resten fortoner sig indtil videre i de kammeratlige samtalers tåger. Tilbage står i hvert fald forbrugeren med fletningerne i postkassen.

P.S. Og så blev der måske alligevel en happy-ending på historien. I hvert fald oplyste Nordjyske fredag under overskriften: ”Affaldsselskab får en røffel”, at den hidtidige information om ny affaldsordning skal skrottes! Borgerne skal først høres, fastslår den ganske vist afgående formand for plan- og miljøudvalget, Anders Brandt, som dog har noget at have det i. Han fortsætter med at fastslå, at det bestemt ikke bliver en proforma-høring, og at det er AVØ’s eget problem, hvis de allerede har indkøbt nye affaldscontainere (de grimme fra Harald Nyborg!) og lejet nye lastbiler.

Den indtil videre stadig tonedøve forsyningsdirektør, Tore Vedelsdal fremturer til gengæld fortsat i sin vildfarelse, om at han havde fået en blancocheck af udvalget i maj sidste år! Siden har han åbenbart ikke fundet det nødvendigt at ulejlige udvalget.

Til gengæld kunne direktørens orientering til borgerne få sat gang i tingene. På Plan- og Miljøudvalgets møde d. 5.december kom sagen på dagsordenen. Helt tydeligt blev der pludselig travlt ved håndvasken. Kommunaldirektøren indstillede i hvert fald til udvalget, (da nu forsyningens direktør havde vist sig totalt politisk tonedøv!), at der arrangeredes en 4 ugers høringsperiode fra d. 8. januar for at spørge borgerne. Læg vel mærke til formuleringen: ”Udvalget vil gå i dialog med Forsyningen, inden regulativerne sendes i høring den 8. januar 2018.” Det vil nok være en god ide, at det nytiltrådte udvalg (1.januar) fra starten lærer at sætte foden i jorden og at holde tøjlerne stramme.

Man kunne jo spørge sig selv, om den dialog også omfatter en indskærpelse overfor den noget ramponerede direktør, at inddragelse af såvel politikere som medarbejdere og borgere er en del af arbejdsbeskrivelsen. Samtidig spørger en del skagboer sig selv og andre, om samme direktør også i andre sager har vist manglende dømmekraft. Nedlæggelsen af Skagen Forbrænding gør rigtig ondt på en god arbejdsplads i byen! Det vil heller ikke lette på lastbiltrafikken på den smalle vej mellem Skagen og Frederikshavn.

Svend Erik Floor

3 kommentarer til “Affaldssortering: Hvem bestemmer?” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

3 kommentarer til “Affaldssortering: Hvem bestemmer?”

  • Hej Svend Erik
    Din vurdering – meget humoristisk skrevet og beskriver sikkert hvordan det er foregået. Jeg nok sikker på det er korrekt – som mange andre selskaber ejet af det offentlige tror nu, at man som selskab kan bestemme og styre som man vil og derfor skulle Forsyningen måske anvende lidt tid på læse referaterne fra kommunalbestyrelsen og udvalgene.
    Set i dette lys er det absolut en stor fejl at privatisere vores infrastruktur som vand, affald, el, varme og kloak.
    Affaldssortring er fint og jeg mener at der skal sorteres fuldt ud direkte ved kilden. Det kræver naturligvis der tages hensyn til de byer der har en høj bevaringsværdi findes et system der passer og ikke bare de spande der nu var på tilbud. Ingen synes affaldsspande er særlig kønne.
    Endvidere kunne det være rart at vide om vores betaling også halveres som tømningerne – da vores affalds produktion er det samme og spandens størrelse passer til to uger.
    Det kunne også være rart, at den eller de spande der kommer ikke blæser væk hvergang der kommer en brise over Skagen eller Forsyningen finder en løsning på at spandene bliver stående i blæsevejr.
    Hvor er Forsyningens svar henne i denne debat?
    Glædelig jul
    Erik Vium

  • Svend Erik Floor,

    Lov os alle, at du tager patent på den gode og humoristiske tekst, du netop har bragt på banen?
    For ellers er der risiko for at Ålbæk-revyen stjæler den ??

    God Jul til alle

    Palle John

  • Lad os slå fast:affaldssortering er godt!
    Men endnu bedre, er det, at vi borgere bliver hørt! Lad os håbe , vi også bliver hørt i fremtidens vigtige sager!

    Sager, som påvirker os dagligt, og som indtil nu har været besluttet uden at borgerne er blevet hørt!
    Ønsker for det nye byråd, at de vil involvere borgerne i fremtiden, og ikke bare vedtager love over hovedet på os!
    Tak

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Affaldssortering: Hvem bestemmer?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger