Ny formand John Jakobsen (tv) og tidligere formand Carl Jesper Hermansen. Foto: Fiskeri Tidende .
Ny formand for Skagens fiskere
22. december 2017 - kl. 14:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Efter generalforsamlingen i Skagen Fiskeriforening den 22. december på Color Hotel i Skagen konstituerede bestyrelsen sig med en ny mand i spidsen. En enig bestyrelse pegede på John Jakobsen, som det seneste år har været næstformand i Skagen Fiskeriforening.
At der skulle udpeges en ny formand af bestyrelsen lå klart allerede inden generalforsamlingen, da den mangeårige formand, Carl Jesper Hermansen, ikke ønskede at fortsætte efter 13 år på posten. Han havde i første omgang en intention om at trække sig som formand for et par år siden, men valgte altså at sidde perioden ud.
– Nu er jeg blevet 67, og så synes jeg, det er på tide, at der kommer yngre kræfter ind. Derfor har jeg på et tidligt tidspunkt meddelt bestyrelsen, at jeg ikke ønsker genvalg, lyder det fra Carl Jesper Hermansen.
Han blev formand i 2005. Inden da havde han været næstformand siden 1995 og har siddet som almindeligt bestyrelsesmedlem siden 1986.
Politisk uro
I sin sidste formandsberetning på årets generalforsamling kom Carl Jesper Hermansen blandt andet ind på den politiske uro, der har præget 2017. En uro, der igen har betydet et farvel til en minister og goddag til en ny.
– Uroen og mistilliden omkring fiskeriet er til stor gene for mange af vores medlemmer, lød det fra Carl Jesper Hermansen, da han stod på talerstolen for sidste gang som formand for Skagen Fiskeriforening.
Godt fiskeri
Han havde dog også positive ord at sige om året, der næsten er gået. Det har været et godt år for de fleste fiskere i foreningen.
– Fiskeriet har igen i år været godt for vores fiskere, så på trods af den megen uro, der har været, må man nok sige, at indtjeningen for stort set alle segmenter har været i orden. Vi har nu haft en del år, hvor det har været rigtig fornuftigt at være fisker, fortalte Carl Jesper Hermansen blandt andet.
Formand fuldt ud
Den netop konstituerede formand, John Jakobsen, har valgt at sælge sit fartøj S 544 Dortigi og hellige sig formandskabet fuldt ud.
– Mit fartøj er blevet solgt med kvoter, og den nye ejer overtager det her i januar måned. Så jeg går ind 100 procent som formand. Men nu er jeg også blevet 55 år, og jeg solgte min første fisk på auktionen her, da jeg var 12 år, så det bliver en ny spændende periode i mit liv. Jeg har dog stadig en lille jolle i Ålbæk, som jeg vil fiske fra, hvis jeg da får tid, siger John Jakobsen.
Han har siddet i bestyrelsen i Skagen Fiskeriforening i otte år, og det sidste år har han været næstformand i foreningen.
Efter dagens generalforsamling i Skagen Fiskeriforening har bestyrelsen konstitueret sig således:
Formand: John Jakobsen
Næstformand: Jess Wittus Hansen
Kasserer: Karl Arne Nielsen
Menige bestyrelsesmedlemmer:
Brian Sørensen
Kim Sørensen
Frank Chr. Wig Sørensen
Lars Lundholm Petersen
Christian Pilegaard
Jens Christian Bang Andersen
Der bliver afholdt afskedsreception for Carl Jesper Hermansen på Color Hotel i Skagen den 5. januar, og bestyrelsen har inviteret medlemmer, samarbejdspartnere, familie og venner til at gøre dagen festlig og mindeværdig.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny formand for Skagens fiskere' til en bekendt