Juleauktionen sker i januar

Juleauktionen sker i januar

1. januar 2018 - kl. 8:04 - af

Det er Skagen Møntsamlerforening, der traditionen tro henligger juleauktionen til januar. Det sker på Skagen Kultur- og Fritidscenter på Kirkevej lørdag 6. januar med start 14.30.

Medlemmerne har i alt indleveret 279 numre, der kommer under hammeren. Her er noget for enhver smag og enhver pengepung. Vi kan blandt andet nævne gamle guld- og sølvmønter, pengesedler, amuletter, emblemer fra Rusland, Polen og Tyskland, amuletter fra Thailand, poletter, militære effekter fra Rusland og masser af postkort fra Skagen, hvoraf mange yderst sjældent kommer på auktion.

Guldmønter på listen

Dyreste lot på listen er en 4 daler guldmønt fra 1904 fra Dansk Vestindien til kr. 5.600 -. Mønten er i den fornemme kvalitet 0/01. En anden guldmønt er en dansk kurantdukat fra 1760 i kvalitet 1(+), der står til kr. 1-200 -. På listen er også en dansk 4 mark i sølv fra 1693 i kvalitet 1+ til kr. 800 – og en dansk speciedaler i sølv fra 1835 til kr. 900 –.

Ældste mønt er en penning fra Svend Estridsen 1047 – 1076 i kvalitet 1+ til kr. 550 -.

Vi kan også nævne en flot medalje med bånd fra Den Danske Brigade 1943 – 1945 til kr. 650 -.

Billigste lot på listen kan erhverves for kr. 4 -.

Alle de nævnte priser er opråbspriser.

Foreningens formand, Carl Chr. Burmeister, siger.

Vi har gjort os rigtig umage for at være på forkant med efterspørgslen, og efter listen er kommet på foreningens hjemmeside, der hedder >skagenmoentklub.dk<, skal jeg lige love for, der er kommet gang i sagerne. Der er stor interesse at spore fra mange sider. Jeg bliver nødt til at nævne, hvis man ikke er medlem og er interesseret i at byde på effekterne, skal man henvende sig til mig via mail på adressen >burmeistercc@gmail.com<, så finder vi ud af en løsning.

Det samme gør sig gældende, hvis man har samlereffekter liggende, der bare ligger og driver i skuffer og skabe og ikke kommer videre. Her er man velkommen til at sende en mail til mig, og så finder vi ud af om, det er noget, der kan realiseres videre. I den forbindelse, vil jeg lige understrege, at alle henvendelser er gratis. Det samme er eventuelle vurderinger foretaget af foreningens medlemmer. Vi har erfarne og dygtige numismatikere, der har samlet i rigtig mange år, og de gør det gerne uden vederlag. For os er det den rene hobby.

Hvis man nu sidder og tænker på, hvordan man skal komme i gang med numismatikken, vil vi også gerne være behjælpelige. Kontakt os og find ud af om ikke det skulle være noget for dig.

Man er også velkommen til at møde op til en mødeaften i kulturcenteret. Det foregår altid den anden torsdag i måneden, så der er endnu 3 mødeaftener tilbage inden sæsonen er slut, fortæller formanden.

Sidst på dagen, når juleauktionen er færdig, er foreningen vært ved en gang skipperlabskovs med tilbehør.

 

Tekst Cille Strøm

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Juleauktionen sker i januar' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger