
Arkivfoto.
Støj fra restaurationer får ny tur i den politiske mølle
29. januar 2018 - kl. 8:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Regulering af støj fra restaurationer i Skagen midtby får nu en ny tur i den poltiske mølle, når en orienteringssag herom er sat på dagsordenen for næste møde i Plan- og Miljøudvalget tirsdag eftermiddag.
Det fremgår af sagen, at støj fra restaurationer reguleres af Restaurationsforskriften, vedtaget i juni 2010 og revideret i marts 2012. Forskriften er i maj 2017 suppleret med et administrationsgrundlag for dispensation fra støjreglerne i Skagen by, gældende fra 1. oktober 2017.
Regelsættet betyder for Skagen by, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier er fraveget i ”centerområde C1”, som bl.a. indeholder ejendomme langs Havnevej, Havneplads, dele af Sct. Laurentii Vej samt Skolevej.
Støjgrænseværdierne er i natperioden fra kl. 22.00 – 07.00 hævet med 15 dB(A), og i døgnets resterende timer hævet med 10 dB(A). Der er tale om en meget stor lempelse.
Herudover giver regelsættet generelt mulighed for helt at dispensere fra støjgrænseværdierne 10 dage om året. Dispensationerne kan for Skagens vedkommende gives fredag og lørdag i tidsrummet kl. 15.00 – 23.00, samt søndag til torsdag i tidsrummet kl. 15.00 – 22.00. I uge 29 kan dispensation gives i tidsrummet kl. 15.00 – 23.00. Den enkelte dispensation gives i 5 timer pr. dag, fordelt på to blokke med indlagt minimum 1 times pause. I dagene med Skagen Festival håndhæves der ikke støjgrænser i Skagen by.
Skærpet tilsyn og støjmålinger
Der noteres, at der i 2017 har været et skærpet tilsyn med alle restaurationer i Skagen, og der er udført støjmålinger. Der har været målt i alt 21 dage hen over sommeren. Det er erfaringen herfra, at støjmålinger ikke i sig selv løser problemerne. Det er svært at gennemføre målingerne, bl.a. fordi der er meget uvedkommende støj, og fordi flere restaurationer spiller høj musik samtidig.
Støjmålingerne har dog resulteret i 9 politianmeldelser af i alt 7 restaurationer for overskridelse af støjgrænseværdierne i restaurationsforskriften. Politiet behandler i øjeblikket sagerne, og der er pt. berammet en retssag.
Temadag om støj
Der blev afholdt en temadag om støj den 7. november 2017 med deltagelse af Plan- og Miljøudvalget, Bevillingsnævnet og Nordjyllands Politi. Til mødet var indbudt advokat Mads Kobberø og en af Danmarks førende støjeksperter inden for området, Claus Backalarz fra Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for ekstern støj. Hovedbudskabet fra begge fagfolk var, at støj bør reguleres og håndhæves ud fra konkrete vurderinger i de enkelte sager.
Skærpet opmærksomhed
Kommunens Center for Teknik og Miljø vil i 2018 skærpe opmærksomheden på de restaurationer, som erfaringsmæssigt giver anledning til gener og klager. Der er forskel på de gener som den enkelte restauration medfører.
Der vil blive håndhævet individuelt med baggrund i de forhold som giver anledning til generne. Indsatsen vil så vidt muligt være forebyggende med baggrund i dialog om løsninger med sikring af et maksimalt støjniveau umiddelbart foran højtalere, yderligere plombering mv.; men håndhævelse vil blive udført i nødvendigt omfang. Der vil kun blive udført støjmålinger i særlige tilfælde.
Kommunaldirektøren indstiller sagen til orientering for udvalgets medlemmer.
Nyt udvalg
Plan- og Miljøudvalget har fået helt ny ”besætning” i denne nystartede valgperiode. Mette Hardam (V) har afløst Anders Brandt Sørensen (A) som formand. Desuden består udvalget af Peter E. Nielsen (C), Erik Kyed Trolle (A), Jens Hedegaard Kristensen (A), June Menne (A), Peter Sørensen (V) samt Tina Nymann (A).
Hvis man vil læse nærmere i restaurationsforskriften og miljøkravene, kan dette link benyttes og derefter scrolle til siderne 203-216:
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Støj fra restaurationer får ny tur i den politiske mølle' til en bekendt