
Reception for centerleder Johan Hessellund
7. marts 2018 - kl. 6:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Centerleder Johan Hessellund går, som nævnt i en tidligere artikel, på pension med udgangen af marts måned. Derfor afholdes der afskedsreception i Skagen Kultur- og Fritidscenter fredag den 16. marts 2018 kl. 15.30-17.30 for brugere, venner, og samarbejdspartnere af centret og Johan.
Johan Hessellund har været ansat som centerleder i seks år med henblik på at føre centret ud af en økonomisk krise. I den periode er der udarbejdet nye vedtægter, ny driftsaftale med kommunen, valgt ny bestyrelse med mange erhvervsrepræsentanter, og gennemført store investeringer i energibesparelser og bygningernes vedligeholdelse.
Der er gennemført en stram økonomisk styring af driften kombineret med en fordobling af udlejninger med helpension til lejrskoler og træningslejre, dvs. især fodbold- og svømmeklubber. De mange idræts- og kulturaktiviteter for det lokale område er altså suppleret med flere turistaktiviteter i de store bygninger. Der har været overskud på driften de seneste fem år i træk, selvom det kommunale tilskud er blevet mindre.
Johan Hessellund kom med familien fra Aarhus til Skagen for 30 år siden, og har tidligere været ansat i Skagen Kommune som sekretariatschef, socialchef og kommunaldirektør samt i Frederikshavn Kommune som arbejdsmarkedsdirektør og projektleder.
Mød op og sig pænt farvel og tak til Johan.
Den nye centerleder pr. 1. april 2018 Pia Elisa Fonseca vil være tilstede ved afskedsreceptionen. Kom også og hils på hende.

_1.jpg)














Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Reception for centerleder Johan Hessellund' til en bekendt