
OK18: Udtalelse fra SF’s generalforsamling
20. marts 2018 - kl. 11:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fra SF Frederikshavns generalforsamling lyder der opbakning til de offentligt ansatte i deres kamp mod arbejdsgiverne.
Lærerne har krav på, at deres ansættelsesvilkår nu igen fastlægges i en overenskomst efter lovindgrebet i forbindelse med OK13. Tjenestetiden skal kunne forhandles ligesom andre løn – og ansættelsesvilkår.
De offentligt ansatte har siden finanskrisen i 2008, som de var uden skyld i, været tilbageholdende med lønkrav. Til gengæld har de fået lov til at løbe stærkere som følge af de budgetrammer og besparelser, regering og folketing har presset ned over kommunerne. Det er bestemt ikke urimeligt, at de offentligt ansatte nu i en opgangskonjunktur økonomisk belønnes for tidligere tiders tilbageholdenhed.
Såfremt konflikten mellem KL og fagbevægelsen ender i strejke/lock-out, vil SF foreslå, at de lønudgifter, Frederikshavn Kommune derved sparer, indefryses og efterfølgende fastholdes i den sektor, de var budgetteret til.
De sparede midler bør ikke blot tilgå fælleskassen, men øremærkes til f.eks. bedre personalenormering, efter-videreuddannelse m.m.
SF ser med stor alvor på den udligningsaftale, der tegner sig mellem rige og fattige kommuner. Hvis det ikke lykkes ved argumenter og lobbyarbejde at fjerne det underskud, som aftalen for Frederikshavns vedkommende lægger op til, ser SF ikke anden udvej end at søge at sætte indtægterne op ved at hæve skatten, grundskylden eller dækningsafgiften. Yderligere besparelser og serviceforringelser er ingen gangbar vej for SF.
SF havde et godt kommunalvalg. På trods af den imponerende socialdemokratiske fremgang fastholdt SF sin del af stemmerne, og det resulterede i formandsposten for Sundhedsudvalget og næstformandsposten i Børne – og ungdomsudvalget.
Bestyrelsen i SF-Frederikshavn ser efter generalforsamlingen således ud: Søren Visti, formand, Aino Linkhorst, Mohammad Daneshjou, Vera Nørgaard, Kirsten Husted, Paul Rode Andersen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'OK18: Udtalelse fra SF’s generalforsamling' til en bekendt