
Biografsalen var fyldt ved biografforeningens generalforsamling. Foto: Søren Schnoor
Lidt magert filmår gav et godt resultat
8. april 2018 - kl. 7:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
2017 var ikke noget stort filmår. De helt store gode film var der ikke, de helt store stjerner var stort set også fraværende, og de få gange, en af stjernerne var med i en film, levede filmen slet ikke op til forventningerne.
– Men alligevel var 2017 et godt år for Skagen Bio, fortalte formanden for biografforeningen, Kirsten Leth, på foreningens generalforsamling.
Generalforsamlingen holdtes i biografsalen, og den var, som ved en rigtig god filmforestilling, propfyldt.
Skagen Bio havde i 2017 et overskud på 25.000 kroner, selv om biografen selv stod for financieringen af en række nyskabelser, blandt andet er nyt billetsystem, dankortterminal og en foyerskærm.
Kirsten Leth konstaterede i sin beretning, at det allerstørste ønske på udstyrssiden – nye stole – endnu ikke er blevet opfyldt, Men, sagde hun, så arbejder både biografforeningen og Kulturhus Kappelborg på, at det snart lykkes.
– Når vi kan præsentere publikum for den allerbedste lyd og det allerbedste billede, så vil vi også gerne præsentere dem for gode stole at sidde på, sagde Kirsten Leth.
I sin beretning omtalte Kirsten Leth de forskellige tilbud Skagen Bio har, og der er en god interesse for dem alle. Biografen viser alle fim i Biografklub Danmark, og de er meget populære hos publikum. Det samme gælder SeniorBio, der stort set viser film for en fyldt biografsal hver gang.
Også Tøseaftener, MiniBio, musikfilmene og operaforestillingerne er der stor interesse for, oplyste Kirsten Leth.
Hvor 2017 ikke bød på de helt store nye filmoplevelser, fremhævede Kirsten Leth at det ser anderledes godt ud i 2018.
Der kommer en filmatisering af Jussi Adler Olsens roman Journal 64, der kommer en ny film af Hella Joof, som havde stor succes med All Inclusive og der kommer en ny gyser som er instrueret af Lars von Trier.
– Desuden arbejder Skagens egen filmmager, Liv Lundholm, på en ny film, som vi naturligvis også præsenterer i Skagen Bio.
– Da vi i januar viste hendes kortfilm Her er Jeg, var der stuvende fyldt, så når den næste film er klar, vil vi give mange flere mulighed for at se den, fortalte Kirsten Leth.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lidt magert filmår gav et godt resultat' til en bekendt