
Politisk udvalg vil drøfte vision for Kappelborg
21. maj 2018 - kl. 6:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kultur- og Fritidsudvalget havde på udvalgets seneste møde et punkt om Kappelborg. Udvalget besluttede sig for at drøfte visionen for Kappelborg fremover; det vil man gøre på udvalgets næste møde den 6. juni, og dette møde afholdes på Kappelborg.
Kulturhuset Kappelborg blev etableret i 2011 og har siden fungeret som Skagens Kulturhus.
Da Kappelborg blev etableret, var visionen, at kulturhuset skulle styrke den kulturelle udvikling i Skagen og i den samlede kommune.
I idégrundlaget står det skrevet, at Kappelborg skal skabe rammer for en videreudvikling af Skagens kulturelle liv – samtidig med at huset skal bidrage til Skagens og Frederikshavns Kommunes tiltrækningskraft. Derudover er det beskrevet, at Kappelborg skal bidrage til den lokale, regionale og nationale kulturelle profil.
Ifølge Kappelborgs virksomhedsplan fra 2016 er Kappelborgs formål:
- at være Skagens kulturhus og kulturelle samlingssted
- at fremme aktiviteter og oplevelser i og omkring huset på tværs af generationer, interesser og baggrund
- at sikre så vel Skawboerne og borgerne i hele Frederikshavn Kommune – som byens mange gæster muligheden for særlige kulturelle og kunstneriske oplevelser
Idégrundlag
I idégrundlaget for kulturhuset står endvidere, at Kappelborg skal bidrage til den lokale, regionale og nationale kulturelle profil. Skagens stærke kunst- og kulturhistorie skal være væsentlig inspirationskilde. Sammen med nutidens og fremtidens kulturaktivitet og -formidling – skal der gives plads til forskellige kommercielle aktiviteter i komplekset.
Kulturhus Kappelborg udgør en organisatorisk enhed med 4 medarbejdere: 1 kulturhusleder, 1 PR- og kommunikationsmedarbejder, 1 administrativ medarbejder og 1 scenetekniker. Der er tilknyttet personale med særlige kompetencer ansat på timebasis til kulturhuset.
Dertil kommer både bibliotek og musikskole, som fungerer som selvstædige organisatoriske enheder i kulturhuset, som rummer 20 foreninger af meget forskellig art, bl.a. foto-, vise-, teater og bridgeklubber.
Fysiske rammer
Kulturhusets samlede bygningskompleks består af 4025 m2. Indenfor for disse rummes store sal, biograf/lille sal, udstillingssal, bibliotek, musikskole, foyerområde, mødelokaler, kantine, kunstnergarderober, administrationslokaler og et aktivitetshus til foreningsbrug.
Ude-arealerne med direkte tilknytning til Kappelborg består af et kulturtorv med parkourbane og faciliteter, der muliggør udendørskoncerter og lignende aktiviteter. Torvet binder kulturhuset sammen med den øvrige bymidte. Dertil kommer en stor oplevelsesog legeplads og en skaterbane.
Kappelborg afholder 50-60 egne arrangementer om året. Derudover er der ca. det samme antal arrangementer, hvor Kappelborg er medarrangør eller servicerer arrangementerne. Hertil kommer Skagen Biografs 240 årlige biografforestillinger. Ovenstående udgør ca. 350 arrangementer, som er publikumsorienterede. Dertil kommer en lang række af foreningsaktiviteter, møder, biblioteksbesøg, biblioteksarrangementer etc.
Kappelborgs årlige besøgstal i 2016 er anslået til 180.000 gæster. Ejendomsdriften af Kappelborg varetages af Frederikshavn Kommunes Ejendomscenter.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politisk udvalg vil drøfte vision for Kappelborg' til en bekendt