
Ann Mette Willhöft og Christine Bilde. Foto: : Jan Nanfeldt.
Ålbæks lokale kunstner Christine Bilde lancerer ”Ålbæk plakat”
29. juni 2018 - kl. 16:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På Gårdbovej i Ålbæk lige ved byskiltet, har den lokale kunstner Christine Bilde sit værksted, hvor hun udfolder sine kreative idéer, og producerer smukke glaskunstværker samt malerier. I en årrække har fokus været på glaskunst, men i løbet af det sidste års tid, har Christine lavet mange tegninger, og det var i den forbindelse at idéen om en Ålbæk Tegning opstod.
”Mine tegninger blev hurtigt populære, og det var her at min barndomsveninde Ann Mette Willhöft, opfordrede mig til at lave en Ålbæk tegning, som vi ville producere i en passende størrelse plakat”. udtaler Christine Bilde, og med denne idé gik Christine i gang med overvejelsen om, hvad der skulle tegnes og fandt hurtig frem til nogle af de bygninger og kendetegn der skulle være med på tegningen.
”Det tog mig ikke lang tid at finde frem til, hvad jeg ville have med på tegningen, udfordringen blev hvordan det kunne sættes sammen samt om det hele kunne være på tegningen.” Veninderne var meget enige om, hvad der skulle fremhæves, og det hele har Christine formået at sætte sammen i en smuk tegning, som nu er trykt i en passende størrelse og sat i ramme.
Ann Mette har i flere år været medlem af bestyrelsen i Ålbæk Ny Turistforening, og herfra ved hun at både turister og lokale efterspørger kunst som kendetegner området. Derfor var hun hurtig til at foreslå at Ålbæk-plakaten også skal sælges fra den lille Turistinfo-hytte beliggende ved Egnsmuseet Simons Raaling.
”Da Christine var ved at lægge sidste hånd på tegningen, fik vi idéen til at motivet også skulle laves som klistermærke, da jeg ved, at især turister efterspørger et sådant til at sætte på bl.a. bilen. Derfor fik vi SAL tryk til også at lave et klistermærke, som skal sælges i Turistinfo-hytten………….”.
Veninderne håber at lokale, sommerhusejere og turister vil tage godt imod både ”Ålbæk-plakaten” samt klistermærket, som får premiere på søndag til ”Sommerstart” – arrangementet, hvor Christine Bilde vil være at finde på Centralvej, hvorfra plakaten vil blive solgt.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ålbæks lokale kunstner Christine Bilde lancerer ”Ålbæk plakat”' til en bekendt