
Carl Nielsen koncert i Skagen Kirke
29. juni 2018 - kl. 6:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søndag den 1. juli kl. 19.30 er der koncert i Skagen kirke med Carl Nielsen-sange fremført af Henriette Nederby, sopran, og Jens Søndergaard, baryton, akkompagneret af pianisten Anita Samsing. Arrangeret af Skagen Musik- og Teaterforening
Carl Nielsen var en fremragende og nyskabende komponist, og samtidig en begavet skribent, hvilket klart fremgår af publicerede artikler og mange breve. Carl Nielsen skriver sig i et levende sprog ind under huden på sine læsere og lyttere, og taler med relevans, nærvær og inspiration også til os i dag.
Ligesom Carl Nielsen var en anerkendt komponist og musiker, var hans hustru Anne Marie Carl Nielsen en meget anerkendt billedhugger. De rejste meget, ofte hver for sig, så de havde grund til og behov for at skrive breve til hinanden – breve som er bevaret og udgivet i 12 bind!
Søndag aften vil sopran Henriette Nederby og baryton Jens Søndergaard akkompagneret af Anita Samsing give en koncert med sange af Carl Nielsen vekslende med oplæsning fra ægteparrets brevveksling, og desuden nogle solo-klaverværker.
Der er billetsalg i kirken – når dørene åbnes kl. 19
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Carl Nielsen koncert i Skagen Kirke' til en bekendt