Badminton kæmper for at beholde piger i sporten

Badminton kæmper for at beholde piger i sporten

20. juli 2018 - kl. 6:21 - af

Danmarks bedste kvindelige doublepar i badminton stopper – sporten kæmper med at få piger til at spille badminton.

Det var en kæmpe triumf for dansk badminton, da damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i foråret vandt den prestigefyldte All England-turnering. Men nu stopper parret, da Kamilla Rytter Juhl er gravid. 

Parret har været et forbillede for mange piger, men i dag holder flere piger op i en tidlig alder. Det fortæller træneren Debbie Lynch i bogen “Vi går til badminton”, som udkommer i næste måned. Hun mener, at forældre nogle gange har for store forventninger til deres døtre:

“Forældrene er utrolig resultatorienterede og presser børnene og skælder dem ud, hvis de ikke præsterer. Derfor oplever jeg som træner, at mange piger holder op til badminton. Før stoppede mange piger, når de kom i gymnasiet, men i dag stopper de allerede i 13-15 års alderen,” siger hun. 

Debbie Lynch har grundlagt ”Girls in Sport”, som netop har fokus på at skabe mere trivsel hos spillerne, samtidig med at de træner hårdt.

Den danske landsholdstræner for spillere under 15 år er også opmærksom på, at der skal en særlig indsats til for at holde på pigerne.

“Jeg er blevet mere opmærksom på, at ting udenfor banen også kan fylde rigtig meget. Der kan være kliker eller grupper især blandt pigerne,” siger landsholdstræner Thomas Nielsen i bogen “Vi går til badminton”.

Han har ændret træningerne, så der bliver mere tid til, at pigerne kan snakke med hinanden og træneren både før og efter træningen. 

“Pigerne har mere behov for noget socialt – tid til at hygge og tale med de andre. Det er meget, meget vigtigt, for at vi kan få pigerne til at blive ved med at gå til badminton,” siger Thomas Nielsen i bogen.

Bogen “Vi går til badminton” er en guide til nye forældre i sporten med børn i alderen 8-13 år. Den er skrevet af journalist Ulla Abildtrup, som er forælder til to badmintonbørn. Bogen indeholder interviews med en lang række trænere, mentalcoaches, læger og frivillige i sporten, som giver forældre konkrete råd og vejledninger i at støtte deres børn.

“Vi går til badminton” er skrevet af Ulla Abildtrup og udkommer på forlaget Frydenlund i august.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Badminton kæmper for at beholde piger i sporten' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger