
Scene fra Vi ses Deroppe.
Fransk drama og amerikansk komedie
20. juli 2018 - kl. 9:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio præsenterer tirsdag i næste uge, 24. juli, det franske drama Vi ses Deroppe.
Det er en filmatisering af den franske forfatter Pierre Lemaitres bestseller og Goncourt-vinder af samme navn, der har været publiceret i ikke mindre end 30 lande.
Handlingen begynder i Frankrig i november 1918 få dage før Første Verdenskrig slutter.
Her kæmper de to soldaterkammerater Albert Maillard og Édouard Péricourt for deres liv på slagmarken med kuglerne flyvende om ørerne og på sammenbruddets rand.
Begge overlever på mirakuløs vis krigens rædsler, men ikke uden ar på sjælen, og snart må de hutle sig gennem dagligdagen i et Paris, som slikker sårene efter den grusomme verdenskrig.
Albert har intet tilbage, og Édouard, der har vendt sin familie ryggen, dulmer smerterne med et stigende misbrug af morfin.
Begge drømmer om et bedre liv og nærer ikke mindst et dybtfølt ønske om retfærdighed og hævn – noget der snart får dem til at udtænke et svindelnummer af gigantiske proportioner.
Et svindelnummer som vil sætte landet på den anden ende, hvis det opdages.
I filmens roller ses ud over instruktøren Albert Dupontel selv blandt andre dansk/franske Niels Arestrup ,César-vinderen Mélanie Thierry, Cannes-vinderen Émelie Dequenne og Laurent Lafitte.
Ved den seneste César-uddelingen vandt filmen fem priser, og den var nomineret til yderligere otte.
Actionkomedie
Torsdag aften er der premiere på den amerikanske actionkomedie Ocean’s 8.
Fem år, otte måneder, 12 dage plus det løse; så lang tid har det taget Debbie Ocean (Sandra Bullock) at planlægge sit livs største og mest spektakulære kup.
Hun ved, at kuppet kræver et dedikeret hold af eksperter, og med hjælp fra sin fortrolige højre hånd, Lou Miller (Cate Blanchett), samler hun det perfekte team. Det består af juveleren Amita (Mindy Kaling), gadesvindleren Constance (Awkwafina), superhæleren, Tammy (Sarah Paulson), hackeren Nine Ball (Rihanna) og modedesigneren Rose (Bonham Carter).
Målet er at få fingrene i diamanter til en værdi af 150 millioner dollars. Diamanterne stråler rundt om halsen på verdensstjernen Daphne Kluger (Anne Hathaway); æresgæsten ved årets største velgørenhedsbal, og kuppet skal udføres i fuldt dagslys for øjnene af hundredvis af festklædte gæster og et hav af sikkerhedsvagter.
Planen er kompleks, og samtlige afledningsmanøvrer skal udføres med ekstrem præcision, hvis det skal lykkes dem at slippe væk med diamanterne – men kun en tåbe frygter ikke mod og kvindelist.









_1.jpg)






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fransk drama og amerikansk komedie' til en bekendt