
Politik ér en prioritering – prioriter børnene!
1. august 2018 - kl. 9:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Af Borgergruppen Birgits Børn:
I Birgits læserbrev af 30. juli 2018, lader Birgit læseren forstå, at vi ikke kan forbedre kommunes service pga. udgifter til gældsafvikling og anlæg. Borgergruppen Birgits Børn vil ikke leve med at gældsafvikling og anlæg skal prioriteres i en grad, som ikke er forenelig med anstændige forhold på dagtilbudsområdet og dermed vores børns og personalets velfærd.
Vi er udmærket klar over at kommunekassen skal dække bl.a. vedligeholdelse af veje og bygninger. Enhver kan forholde sig til at fx en defekt tagrende skal repareres, da der ellers vil ske skader på murværket og at regningen derfor vil blive større. Men det samme gælder altså for mennesker.
Hvis vi ikke ”vedligeholder” et menneske i dets yngste år, vil vedkommende formentlig få fx indlæringsvanskeligheder o.l., og den nødvendige indsats, bliver også her, KUN dyrere.
At prioritere dagtilbudsområdet er en fornuftig investering!
Birgit nævner at der er blevet og fortsat bliver tilført flere penge til B&U-området, men hvordan hænger det sammen med at serviceniveauet fortsat falder? Fordi der fjernes endnu flere penge som led i demografiregulering, budgettilpasning, og serviceforringelser. Se bare i idékataloget til besparelser på B&U-området i forbindelse med budget 2019, deri foreslår man bl.a. at nedsættelse udgift pr. barn og nedlægge alle dagplejere i landdistrikterne.
Trods jonglering med tal står det fast at:
- Frederikshavn Kommune har en af de dårligste normeringer i landet
- At der løbende har været forringelser i normering og udgift pr. barn
- At der er planer om nye forringelser.
Det er politikernes ansvar at børn og personale har vilkår, der er forsvarlige. Det er forholdene ikke i dag! Derfor må vi borgere tage ansvar og kræve rimelige forhold for kommunens yngste og personalet!
Borgergruppen Birgits Børn bruger de social medier, som Facebook, til at råbe kommunens borgere op, men vi snakker også med politikerne face to face og vi tillader os lige at nævne, at vi ikke blot vil snakke – men reformere! Vi kæmper for at få gennemført nogle tiltag og ændringer til de forestående budgetforhandlinger for 2019.
Det med at sidde anonymt bag en skærm, er desværre for en dels vedkommende en nødvendighed. Borgergruppen Birgits Børn på Facebook har i den forgangne uge offentliggjort citater anonymt fra det pædagogiske personale på dagtilbudsområdet (0-6 år) i Frederikshavn Kommune. Dette har vi gjort for at tydeliggøre for både borgere og politikere, at der ér en usund tavshedskultur i kommunen.
Bedste hilsner
Borgergruppen Birgits Børn
1 kommentarer til “Politik ér en prioritering – prioriter børnene!” under annoncerne.
















Kære medlemmer af Birgits Børn.
I har så meget ret i det I fremfører. Børneområdet er ikke bare misdrevet på det resursemæssige område, men nok så meget på det strukturelle.
Normeringerne er dårlige, personale plejen er ringe og institutionerne er ikke i overensstemmelse med deres omgivelser. Altså det står på mange måder rigtig dårlig til.
Desværre er det, som borgmesteren siger: kommunen fattes penge. dvs vi har ikke råd til at gøre tingene så godt, som vi gerne ville, samtidig med, at vi altså kommunen er forpligtiget til at gøre.
De gamle har det ikke meget bedre end børnene. De syge må klare sig så godt, som de kan, og skolebørnene er virkeligt blevet forpligtet til at være ansvarlig for egen læring.
Vejene er ikke en stand ,som vi burde være bekendt med, og sådan er der så meget.
Vanskelighederne er mange, for det er svært at være fattig. Det ved dem, der har dårligst råd.
Borgmesteren har ret i, at gælden skal væk, for gæld er de fattiges svøbe, det gælder også for en kommune, som vi desværre er alt for bekendt med.
Der skal prioriteres, det er det nye sorte. Vi kan ikke lade være med at løfte nogen af opgaverne. Men netop når der skal prioriteres ikke mellem godt og dårligt, men mellem dårligt og mindre dårlig for en periode, giver kæderne, posterne og vederlagene ansvar. Forpligtigelsen til åben debat.
Det er desværre mere reglen end undtagelsen, at politikkere ikke svarer på relevante læserbreve eller indgår i debatter, der er selvfølgelige, nødvendige og berettiget.
Vi må naturligt, når vi skal prioritere mellem dårligdommene, kunne forvente at få kvalificerede oplysninger, om hvilke overvejelser, hvilke hensyn også modstridende hensyn og hvilket perspektiv, de prioriterende beslutninger bygger på.
Vi kan berettiget kræve i denne svære situation af politikkerne en særlig åbenhed, ærlighed og tilgængelighed.
Det er politikkerne eller her i kommunen er det socialdemokraterne, der bestemmer, så kom ind i kampen og kæmp med åben pande, hold ikke kortene ind til kroppen, men forklar Jer.