De nordjyske kommuner kan gøre det endnu bedre
28. august 2018 - kl. 8:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra formanden for Dansk Byggeri Nordjylland, Henrik Krogh Holm.
Der er stor forskel på, hvor erhvervsvenlige vores nordjyske kommuner er, og der er mange steder, politikerne kan sætte ind og gøre hverdagen lettere for det lokale erhvervsliv. Dansk Byggeris årlige analyse af erhvervsvenligheden i de danske kommuner viste, at kun Thisted blander sig med landets ti bedste. Morsø og Hjørring ligger i top 30, men derudover ligger resten af de nordjyske kommuner i den mindre erhvervsvenlige halvdel blandt landets 98 kommuner. Spørgsmålet er, om vi kan være tilfredse med det?
Mit svar er nej. Nordjylland skal være et sted, hvor det er attraktivt at slå sig ned for både virksomheder og borgere, og derfor kan vi heller ikke være tilfredse med, at erhvervsvenligheden i otte ud af elleve kommuner er i bund. Det kræver både hårdt arbejde og vilje, hvis en kommune skal tænke erhvervsvenlighed ind i det daglige arbejde og alle nye tiltag.
Lad os hjælpe hinanden, så vi på sigt kan få erhvervsvenligheden til at blomstre i hele Nordjylland. Alle kommuner bør ligge i den bedste halvdel i Dansk Byggeris undersøgelse, og vi skal have flere med i top 30. Om vi kan nå det i løbet af ét, to eller tre år kommer an på kommunernes indsats og indstilling. Men det er helt sikkert, at de nordjyske kommuner kan gøre mange ting for at gøre hverdagen lettere for de mange virksomheder, der skaffer lokale arbejdspladser og skatteindtægter til kommunekasserne. Dansk Byggeri Nordjylland er klar med inspiration til, hvor kommunerne med fordel kan starte arbejdet med fx at fjerne dækningsafgiften i Aalborg eller udlicitere flere arbejdsopgaver i Jammerbugt og Mariagerfjord bare for at nævne et par områder.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De nordjyske kommuner kan gøre det endnu bedre' til en bekendt