
Foto: Mathis Huse Nørgaard
26 måneder med Siriuspatruljen
31. august 2018 - kl. 12:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mathis Huse Nørgaard fortæller om at rejse med slædepatruljen Sirius. Det sker mandag 3. september, kl. 19.00 i Salen på Kappelborg.
Hvad får en ung mand til at drage væk fra alt, det han kender, og bo i telt i minus 50 grader? Hør hvilke krav, der er til deltagerne, og hvordan de forbereder sig til det to år lange forløb og til optagelsesprøven. Hvordan er det at være en del af Sirius-patruljen? At skulle dele telt med den samme makker i seks måneder, og kun have ganske få ejendele med. Få svar på disse og mange andre spørgsmål, når frederikshavneren Mathis Huse Nørgaard besøger Skagens Bibliotek og fortæller om en hverdag med hård frost, vilde dyr og storslået natur på Nordøstgrønlands kyst.
Tilhørerne kan glæde sig til en meget engageret gæst, som evner at formidle sin historie på en både underholdende og interessant måde. Dertil sætter han smukke billeder og film, men tilhørerne bliver selvfølgelig heller ikke snydt for nogle gode røverhistorier om, hvordan man klarer små og store uheld så langt fra civilisationen.
Mathis Huse Nørgaard har været en flittig gæst på kommunens biblioteker de sidste par år, hvor han hver gang, med lige stor entusiasme, har leveret sin spændende beretning – og hver gang for fulde huse. Har du endnu ikke haft fornøjelsen, så er chancen her igen, til at tage med på en fantastisk rejse til en af verdens mest øde egne. Et virkeligt spændende og underholdende foredrag, der nok skal løfte sløret for indtil flere ting, som du ikke vidste om Siriuspatruljen og Grønland.
Foredraget er arrangeret af Skagens Bibliotek.
Billetter til foredraget kan købes på bibl.frederikshavn.dk eller på Frederikshavn Kommunes Biblioteker i den personalebetjente åbningstid.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '26 måneder med Siriuspatruljen' til en bekendt