
Illustrationsfoto.
Indlæg: Børneområdet kan ikke holde til mere!
3. september 2018 - kl. 9:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Denne sætning/overskrift har vi 8 formænd for bestyrelserne for dagtilbud og skoler i Frederikshavn Kommune både hørt og sagt mange steder, mange gange og i mange år……
Ikke desto mindre står vi nu igen foran budgetforhandlingerne – i år efter et turbulent forår – med mange besparelser på hele BUU (Børne- og Ungdomsudvalget) området.
Vi vil gerne kvittere for, at udvalget er ansvarlige i forhold til at ønske dialog med os, men samtidig føler vi et behov for at melde bredere ud – at tilstandene ude hos os er mere end bare meget pressede.
Familieafdelingen:
- Afdelingen en udskældt størrelse i disse budgettider. Den har pt. et merforbrug på i nærheden af 10 millioner. Borgmesteren var for nylig ude og sige, at denne afdeling vil der politisk blive taget vare på, eftersom der ikke er andre til det. Vi har på ingen måde til hensigt at betvivle, at det arbejde, der laves i familieafdelingen, er det nødvendige f.eks. i forhold til anbringelser. En håndsrækning fra de øvrige udvalg/centre, således de 10 millioner i merforbrug findes, er derfor yderst velkommen og nødvendig. Men set fra vore stole, er en plan for, hvordan vi undgår at stå samme sted i efteråret 2019 også MEGET nødvendig. Vi oplevede i løbet af 2017 det siddende udvalg få udarbejdet en plan, der gjorde, at området holdt sit budget, så det kan måske lade sig gøre ved fælles hjælp….
Dagtilbud:
- Dejligt, at det samlede BUU for det første har fået øjnene op for 0-6 års området og dejligt at høre, at det er et enigt BUU, der går til budgetforhandlingerne med et ønske om, at der tilføres de millioner, der er nødvendige for at kunne implementere en model, der sikrer, at der følger penge med hvert barn, der kommer ind i tilbuddet.
Det er dog væsentligt at påpege, at selv om denne model finansieres og vi ikke skal bespare yderligere for at finansiere det uventede øgede børnetal indenfor den eksisterende ramme, så er der nye udfordringer på vej. Besluttes det, at børnene skal starte i dagtilbud, når de er 2 år og 10 måneder, vil det betyde langt flere praktiske elementer i den pædagogiske hverdag – sove, bleskift, hjælp til tøj af og på osv. Dette kræver naturligvis ressourcer (hænder) – ressourcer som institutionerne ikke har.
Skoler:
- Skolerne har været i det politiske søgelys først på året og har fået udmeldt en konkret ramme, som skal overholdes for økonomien for 2018 og for 2019. Dette har betydet, at skolerne har skåret ned, flyttet og afskediget medarbejdere i foråret. Skolerne er derfor pt på et niveau, hvor alle de opgaver, der lå hos de medarbejdere, der enten er flyttet eller opsagt, er fordelt til de tilbageværende medarbejdere på afdelingerne.
Det er yderst tvivlsomt, om skolerne med den reducering, der allerede er foretaget, kan efterkomme de udmeldte krav i forhold til økonomien, hvilket vil betyde flere afskedigelser, der vil ramme langt voldsommere ind i skolens dagligdag. Vi taler om klasseoptimeringer – hvor der lægges klasser sammen og hvor det også kan være nødvendigt at samle årgange på tværs af afdelinger i distrikterne, vi taler om afskaffelse af den skitur, der hvert år laves på tværs af kommunen for de elever, der er skolepatrulje, vi taler om nødvendigheden af at afskaffe de lejrture, hvor der er lærerdeltagelse i løbet af skoletiden osv.
Forebyggelsestiltagene på dagtilbud og skoleområdet (dem der ikke er lovpligtige) vil naturligt fjernes helt med behovet for yderligere besparelser – den kvikke læser vil her kunne starte forfra med at læse dette indlæg, for det er også en af grundene til, at familieafdelingen – der også indeholder PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning) – skaber kontinuerligt merforbrug. Når almenområdet ikke har de fornødne ressourcer til at arbejde forebyggende, bliver opgaverne skubbet til at blive ”helbredende” og foregår så i familieafdelingsregi. Og almenområdet skæres fortsat for at finansiere familieafdelingen – og sådan bliver spiralen ved……
Vi har altså et samlet billede af et BUU område, som en hund, der løber efter sin egen hale……
Kvaliteten rammes alvorligt på hele området, når vi konstant er ude og bespare. Ingen ”produktion” kan opretholde høj/kontinuerlig standard, når der konstant enten fjernes eller flyttes medarbejdere i kæden.
Vi kan fristes til at spørge, om det område, BUU er ansvarlig for, er for komplekst til, at udvalget kan få det nødvendige fokus vedligeholdelses-, kendskabs- og overbliksmæssigt til, at der er sikkerhed for, at helhedsbilledet opretholdes.
Vi har stor respekt for, at man politisk i Frederikshavn Kommune i disse år gør meget for at tiltrække både arbejdskraft og virksomheder til kommunen, men tænker at et katastrofalt børneområde desværre meget let kan komme i vejen for dette, hvis børnefamilier af den grund fravælger vores kommune.
Torben Rahn – dagtilbud distrikt Nord
Mette BB Kyhe – skoledistrikt Nord
Tanja Mølgaard – dagtilbud distrikt Øst
Jan Sørensen – skoledistrikt Øst
Thomas Precht Levorsen – dagtilbud distrikt Vest
Carsten Kassow – skoledistrikt Vest
Karina Boel Thomsen – dagtilbud distrikt Syd
Louise Jæger – skoledistrikt Syd
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Indlæg: Børneområdet kan ikke holde til mere!' til en bekendt