
Børne og ungelivet i fokus
6. september 2018 - kl. 13:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I Frederikshavn kommune har vi en masse børn! De er glade – for det meste. Bagved dem er der os forældre, som hver dag tænker på vore børn og ønsker det bedste for dem. Og det stopper ikke her. Også bedsteforældre er der for børnene og følger med. Opbakningen fra familien er essentiel for et barn.
For at børn og unge kan trives og gives de muligheder, der er vigtige for, at de kan få deres fremtidsdrømme opfyldt, skal vi have en god skole og SFO, som kan ruste børnene fagligt såvel som socialt.
Udover den vigtige skoletid er det væsentligt, at fritiden bruges og børnene bliver hele mennesker med fokus på det, den enkelte er bedst til og i fællesskab med andre børn. Det sker i foreninger, i ungdomsskolen og i vores klubber i kommunen, selvejende såvel som kommunale. Her høstes personlige sejre og knyttes fællesskaber.
Ovenstående er beskrevet fra oven – sektorerne opdelt efter funktioner. Hvis man anskuer institutionerne fra barnets perspektiv, så opleves livet i højere grad sammenhængende. Børn står op derhjemme, tager i skole og fortsætter i fritidslivet efterfølgende. Her er ingen vandtætte skotter imellem de forskellige arenaer – det er levet liv, der tæller. Og sådan er vi også nødt til at organisere vores skole og fritidsliv.
Derfor foreslår socialdemokraterne, at fritids- og ungdomsklubber, ungdomsskolen, SFO’erne og skolerne skal indgå i et forpligtende samarbejde med det udgangspunkt, at det er barnets/ den unges levede liv, der er i fokus. Vi laver skole og klubtilbud for børnenes skyld. Derved kan vi få de dygtige klubpædagoger ind og arbejde i skolen – og skolearbejdet kan integreres ind i klublivet. Samtidig kan ungdomsskolen bl.a. spille ind med alsidige tilbud, som kan udvide mulighederne for valgfag i skolen. Alt sammen eksempler, hvor vi kan sætte fokus på børnenes behov og give dem et bedre liv. I fællesskab.
De ovenfor nævnte eksempler er blot eksempler. Det er vigtigt for socialdemokraterne, at der kommer et tæt og stærkt obligatorisk samarbejde mellem parterne. Men det er lige så væsentligt, at det skolerne, klubberne og ungdomsskolen, der er med til at definere, hvad dette samarbejde skal indeholde. Og hvis de frivillige klubber vil være med i et forpligtende samarbejde om børn og unges hele liv, så er ringen sluttet.
Vi tror på, at fællesskabet er løsningen, hvis vi vil skabe gode rammer for de mange tusinde børneliv, der leves hver dag. Lad os komme i gang!
Irene Hjortshøj(S)
Helle Mortensen(S)
Almina Nikontovic(S)
Erik Kyed Trolle(S)
Anders Brandt Sørensen(S),
Socialdemokraternes medlemmer af Børne og Ungdomsudvalget
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Børne og ungelivet i fokus' til en bekendt