De to veninder spilles af Mila Kunis og Kate McKinnon, som her ses i en scene fra The Spy, Who Dumped Me.
Komedie og drama i biografen
7. september 2018 - kl. 6:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Efter en uge, hvor der ikke vises film i Skagen Bio, går det anderledes aktivt til i næste uge.
Biografugen indledes tirsdag aften, 11. september, med Tøseaften. Denne aften vises den amerikanske action-komedie The Spy, Who Dumped Me.
Og selv om aftenen kaldes Tøseaften, er mænd, som gerne vil se en morsom film, også velkomne.
Audrey (Mila Kunis) og Morgan (Kate McKinnon), to trediveårige bedste veninder fra Los Angeles, bliver uventet indblandet i en international sammensværgelse, da Audreys ekskæreste en dag dukker op i hendes lejlighed, tæt efterfulgt af et hold snedige snigmordere.
Pludseligt finder duoen sig selv på flugt ned gennem Europa fra de selv samme snigmordere og en mistænkelig – men charmerende – britisk agent, mens de forsøger at lægge en plan og redde verden.
Fransk drama
Onsdag aften er der premiere på nyindspilning af en filmklassiker, Papillon.
Det er den danske instruktør Michael Noer, der har instrueret filmen, og på rollelisten er blandt mange andre den danske skuespiller Roland Møller. Hovedrollen som Henri Charriéres – Papillon – spilles af Charlie Hunnam.
I det sorgløse og glamourøse Paris, 1931, stjæler pengeskabs-tyven, Henri ‘Papillon’ Charriére for en formue i diamanter for den lokale gangster, Castili (Christopher Fairbank).
Desværre begår Papillon en fatal fejl; han forærer en kostbar halskæde fra kuppet til sin kæreste og da Castili opdager det, får han dømt Papillon for mord, og det giver livsvarigt straffearbejde i Fransk Guyana.
Undervejs til helvedes forgård møder Papillon den svage, men begavede falskmøntner, Louis Dega (Rami Malek) og de aftaler, at Papillon vil beskytte Degas liv, til gengæld for, at Dega betaler for Papillons flugtplaner.
Da de ankommer, hører de som det første stedets kompromisløse regler; flugtforsøg straffes med isolations-fængsel i årevis og mord koster hovedet i guillotinen.
Dage bliver til uger og år med opslidende arbejde i junglen, tropiske sygdomme, pisk for ulydighed og offentlige henrettelser; mens Papillon og Dega planlægger et spektakulært flugtforsøg sammen med to andre fanger, Celier (Roland Møller) og Maturette (Joel Basman).
I erkendelse af, at øen er endestationen, der enten vil blive deres grav eller udgangspunktet for et sidste desperat flugtforsøg, kaster de to sig ud i den ultimative alt eller intet plan for friheden, eller døden i forsøget.
Filmen er baseret på Henri ‘Papillon’ Charrières autentiske bestseller.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Komedie og drama i biografen' til en bekendt