Maddag med de mindste på Cronborgvej
13. september 2018 - kl. 11:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hak, smag, sæt ord på og nyd maden – sammen. Det var essensen i Maddag hvor mere end 28.000 børn i daginstitutioner over hele landet i går satte sig til bords og fejrede det fælles måltid. Eventen markerede værdien af madordninger, som et sundt, sjovt og velsmagende tilbud, der kan meget mere end at mætte. Det er Kost & Ernæringsforbundet og FOA, der arrangerer Maddag. I år var menuen rugbrødsmadder med bl.a. røget sildepostej, syltede gulerødder og daddelcreme med kikærter og kakao.
Børnehaven Pilekrattet og Vuggestuen Regnbuen på Cronborgvej var med til at fejre Maddag. Ca. 70 børn satte sig til bords, og selv om det ikke var helt “almindelige” rugbrødsmadder var børnene ikke bange for at smage noget nyt. Efter hvad børnenes smil viste, var der mange lækkerier imellem.
Det er køkkenpersonalet i institutionen der har lavet alt maden. ” Alt er lavet fra bunden, og vi har været i gang i en del dage med forberedelserne, så vi i dag kunne servere de mange forskellige slags rugbrødsmadder for børnene, udtaler Kristina Hüttel, der sammen med Katja og Jane, udover at lave maden til Pilekrattet og Regnbuen, også har lavet hele menuen til tre andre vuggestuer i kommunen..
Mad kan mere end at mætte
Madordninger er et tilbud til børnene om sund og velsmagende mad. Og det har de i den grad brug for til en lang og aktiv dag. Ikke mindst i betragtning af at op til 70% af børns energibehov faktisk dækkes i løbet af dagen i daginstitution. Madordninger er forældrenes garanti for måltider, der både er varieret og i overensstemmelse med de officielle kostråd.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Maddag med de mindste på Cronborgvej' til en bekendt