Illustrationsfoto.
Debatoplæg om solcellepark ved Ålbæk
22. september 2018 - kl. 11:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagens Avis har tidligere kunnet skrive om, at der er planer om at etablere et solcelleanlæg ved Ålbæk.
Nu er planerne rykket et skridt nærmere, idet der fremlægges et debatoplæg fra den 26. september til den 24. oktober. Her er det muligt at fremkomme med forslag og idéer.
Der er ansøgt om etablering af et solcelleanlæg på arealer nord for Ålbæk. Arealerne, hvor anlægget ønskes etableret, har en størrelse på ca. 30 hektar og henligger i dag som opdyrket landbrugsjord. Anlægget forventes at kunne forsyne ca. 6.100 husstande med vedvarende energi.
Projektet kræver ny planlægning i form af et lokalplanforslag og et kommuneplantillæg.
Inden der udarbejdes forslag, ønsker Plan- og Miljøudvalget at indkalde idéer og synspunkter til den forestående planlægning. I den forbindelse er der udarbejdet et debatoplæg, hvor projektet er beskrevet. Oplægget beskriver også planprocessen efter foroffentlighedsfasen.
Kommunen har tidligere afgjort, at projektet ikke må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, og at der derfor ikke som en del af planlægningsarbejdet skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport.
Vores Sol Ejendomsselskab, Gyngemose Parkvej 50, 2860 Søborg, ønsker at opstille et større solcelleanlæg til strømproduktion ved Råbjerg nord for Ålbæk. Arealet er i dag ejet af Frederikshavn Forsyning A/S.
Arealet ligger tilbagetrukket fra Hirtshalsvej og er udlagt til landbrugsformål. Området er mod øst afgrænset af jernbanen til Skagen og øst for denne landbrugsjord,mod nord af høje fyrretræer, der omgiver den tilstødende del af Golfklubben Hvide Klit, mod vest af en mulig, men ikke realiseret parceludstykning og mod syd og sydvest af landbrugsjord,
Når anlægget er udtjent, skal det fjernes, og arealet reetableres, så det igen kan anvendes som landbrugsjord. Anlæggets levetid vurderes til 30 år.
Arealerne, hvor projektet er placeret, er i kommuneplanen udpeget som område til flersidig anvendelse. Der skal tages hensyn til eksempelvis natur, miljø, landskab og rekreative værdier samt fortsat bosætning og erhverv. Placeringen af anlægget vil kun i meget begrænset omfang være synligt i landskabet på grund af indhegningen, det flade terræn og eksisterende bevoksning i området. Områdets nærhed til kysten og placeringen i den nordlige del af Danmark medfører en meget høj solindstråling og dermed en høj strømproduktion.
Området ligger tæt på en transformerstation, hvilket sparer projektet for væsentlige udgifter til kabling, planlægning mm.
Solpanelerne kan få en højde på op til 3,95 meter.
Link til hele debatoplægget:
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Debatoplæg om solcellepark ved Ålbæk' til en bekendt