
Så er budgetforliget på plads
23. september 2018 - kl. 21:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er indgået budgetforlig i Frederikshavn Kommune for 2019 og overslagsårerne.
Socialdemokratiet, de Konservative, SF og Flemming Rasmussen fra DF har indgået budgetforlig.
Parterne er enige om, at der er indgået et ansvarligt budget, og samtidig et budget, som prioriterer 0-6 årsområdet. Desuden vil der i det kommende år blive brugt yderligere 4 mio på folkeskolen til investeringsprojekter.
Der tilføres 10 mio til center for familie til at holde hånden under området i 2019.
På ældreområdet er det sikret, at de penge, der kommer centralt fra, bliver på ældreområdet og skal være med til at styrke bemandingen i ældreplejen.
På arbejdsmarkedsområdet sætter budgetparterne en ekstra indsats igang, så vi kan få alle med. Ikke mindst i en tid, hvor erhvervslivet har brug for arbejdskraft
På anlægsområdet har forligsparterne vedtaget, at foretage bygningsændringer på Bangsbostrand skoleafdeling og bygge en ny daginstitution i nordbyen i nærheden af “Golfparken”.
Desuden er der enighed om, at byggemodningen skal øges i kommunen med 2,1 mio kr., så kommunen kan blive ved med at udvikle sig i en positiv retning.
Budgettet indeholder et kassetræk. Budgetparterne er enige om, at de ovenstående investeringer i især de mindste borgere i kommunen er vigtigt. Takket være den stabile drift igennem de seneste 4 år levnes der mulighed for dette.
En kommentar til “Så er budgetforliget på plads” under annoncerne.
Kære byrødder,
Stort tillykke med det brede forlig. Det er en fornøjelse at være borger her i kommunen og opleve I arbejder så godt sammen hen over midten.
Det kræver politisk vilje og mod at lytte til hinanden.
At der er yderfløje der ikke vil være med, er ikke noget nyt. Det er sket før, og vil ske igen.
Godt gået.