
Flere livestreamede foredrag på Kappelborg
24. september 2018 - kl. 14:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Grundet stor succes livestreamer Kappelborg igen gratis foredrag direkte fra Aarhus Universitet
KAPPELBORG GENTAGER SUCCESEN MED LIVESTREAMEDE FOREDRAG
På udvalgte tirsdage i efteråret livestreamer Kappelborg igen gratis, naturvidenskabelige foredrag direkte fra Aarhus Universitet. Den gratis billet bestilles som altid på kappelborgskagen.dk, og foredragene vises i biografsalen kl. 19.00.
Begge de 2 tidligere sæsoner med livestreamede foredrag på Kappelborg har været en succes, og hvorfor så ikke gentage den? Igen i denne sæson vises i alt 4 foredrag.
Sammen med flere hundredetusinde andre rundt om i landet, sidder man og ser det samme foredrag, der streames direkte fra Aarhus Universitet og altså opleves helt live.
SMAGEN AF ØL D. 25/9
På dette foredrag, kan man høre professionelle brygmestre fortælle om gærens betydning for øllets aroma, om maltens indflydelse på farve, smag og smagsholdbarhed og om humlens rolle som smags- og aromagiver.
Forelæsere: Brygmester Zoran Gojkovic og Erik Lund, Carlsberg Laboratorium.
Vær opmærksom på, at der er en betaling på 30 kr. ved indgangen til dette foredrag, da man vil blive budt på smagsprøver. Der kan betales kontant, med kort eller på mobilepay.
DIT INDRE LIV MED BAKTERIER D. 23/10
Mennesket er en superorganisme, der består af ligeså mange bakterie- som menneskeceller.
Hør hvordan de sundhedsfremmende bakteriearter former dig som menneske, styrer din modstandskraft og dit stofskifte, samt hvordan du får det bedste frem i dine bakterier.
Forelæser: Professor i genomforskning Oluf Borbye Pedersen, Københavns Universitet.
HVORFOR ÆLDES VI? D. 6/11
Giver den nyeste molekylære forskning i aldring os koden til et langt og sundt liv? Måske.
Hør om de mekanismer, der bestemmer, at vi ældes, hvorfor vi ældes samt hvordan vi sikrer os en alderdom med god livskvalitet.
Forelæsere: Lektor i aldringens molekylærbiologi Tinna V. Stevnsner og lektor i biogerontologi Suresh Rattan, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet.
Dette foredrag vil blive holdt på dansk og letforståeligt engelsk. Alle illustrationer og tekster vil være på dansk.
ANTISTOF D. 20/11
I de seneste år er fysikerne blevet i stand til at producere og studere antistof på måder som for få årtier siden blev betragtet som ren science fiction. Studier af antistof kan måske afsløre, hvorfor stjerner, planeter og mennesker faktisk er til.
Forelæser: Professor i fysik Jeffrey S. Hangst, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flere livestreamede foredrag på Kappelborg' til en bekendt