Illustrationsfoto.
Kommunen rangerer højt med samtaler med syge og ledige
6. oktober 2018 - kl. 8:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Et punkt på dagsordenen må kunne få de store smil frem hos medlemmerne af Arbejdsmarkedsudvalget, når udvalget mødes næste gang den 11. oktober.
På en rangering, som Beskæftigelsesministeriet har udsendt, er Frederikshavn Kommune nemlig placeret som en flot nr. 4 på landsplan (ud af 98 kommuner) med et samlet resultat på 77 % af borgerne, der er til det fastsatte antal samtaler på tværs af de 6 målgrupper, som indgår. Frederikshavn er endda gået 10 procentpoint frem, siden beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) udsendte det første brev tilbage i januar måned.
Først på året udsendte beskæftigelsesministeren et brev til alle landets kommuner. Af brevet fremgik det, at en stor del af landets kommuner kun i begrænset omfang overholdt de minimumsregler for samtaler med ledige og sygemeldte, der er fastsat ved lov.
Kommunerne blev bedt om at rette op på deres indsats, således at ledige får det antal samtaler, de har krav på.
Nu har beskæftigelsesministeren sendt et opfølgningsbrev, hvor data fra juni 2018 bliver fremlagt. Det drejer sig om samtaledata for 6 målgrupper, dagpengemodtagere, sygedagpengemodtager, job- og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere samt job- og aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere.
Af listen, hvor Frederikshavn altså rangerer som nr. 4, fremgår det bl.a., at Brønderslev Kommune er nr. 9 med 75 %, Thisted nr. 16 (72 %), Rebild nr. 27 (68 %), Morsø nr. 36 (66 %), Mariagerfjord nr. 67 (58 %), Aalborg nr. 72 (53 %), Læsø nr. 77 (52 %), Hjørring nr. 79 (52 %), Jammerbugt nr. 88 (47 %) og Vesthimmerland nr. 91 (46 %).
Denne måde at holde kommunerne op mod hinanden på, forventes at blive den måde, der vil drive den nye såkaldte benchmarkingmetode i fremtiden.
Børne-, ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller forud for mødet, at Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om opfølgningen fra beskæftigelsesministeren til efterretning.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen rangerer højt med samtaler med syge og ledige' til en bekendt