Alle skal have ret til egen læge
1. juni 2019 - kl. 7:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Af Peter E. Nielsen, Aalbæk, Konservativ folketingskandidat i Frederikshavn Kommune:
Som konservativ folketingskandidat vil jeg blandt andet kæmpe for lige adgang for alle til sundhedssystemet i Danmark. For mig er det oplagt, at alle skal have adgang til at have sin egen læge uanset, hvor man bor.
Derfor skal vi have uddannet flere læger, vi skal afsætte midler til at uddanne flere, og det skal gøres attraktivt for nyuddannede læger at bosætte sig og arbejde i alle dele af Danmark også i yderområder som vores. Jeg vil kæmpe for, at alle i Frederikshavn Kommune sikres egen læge, når de nuværende ønsker at stoppe. Det giver tryghed at have sin egen læge i sin egen by, og som patient er det i sagens natur vigtigt at føle sig i trygge hænder, når man har brug for en læge.
I Frederikshavn vil en læge gerne udvide uden at kunne få lov til det, og det kan betyde, at patienterne, som ofte er ældre mennesker, kan risikere at blive henvist til en læge i Sæby. Det kan være besværligt for ældre at skulle transportere sig, og jeg kan derfor frygte, at nogle af praktiske grunde udskyder lægebesøg, til det måske er for sent. Det vil jeg kæmpe for at undgå.
Det er vigtigt for os konservative, at alle har lige adgang til et velfungerende sundhedsvæsen. Pengepungens størrelse må aldrig afgøre muligheden for behandling. Derfor vil vi også bevare den udvidede behandlingsgaranti, der sikrer alle borgere hurtig og lige adgang til behandling.
En kommentar til “Alle skal have ret til egen læge” under annoncerne.
Er der nogen der vil det modsatte?