Bjarne Kvist: Det er simpelthen for dårligt!

Bjarne Kvist: Det er simpelthen for dårligt!

15. juli 2019 - kl. 10:27 - af

Vi lever desværre i en by og et land hvor indgangen til fede overskrifter i medierne er de fem lidet konstruktive, men af pressen så højt elskede ord: Det er simpelthen for dårligt!

Havde jeg op til sommersæsonen skrevet et indlæg på Skagens Avis om hvor fantastisk et sted Skagen er at bo og at holde ferie i og hvor meget vi har at tilbyde uanset hvilke interesser man har, havde det i bedste fald fået en enkelt kommentar med på vejen, mens hverken radio, tv eller de store aviser havde løftet et øjenbryn.

En unik udstilling på Skagens Museum med kæmpe Krøyer malerier som aldrig har være offentligt tilgængelige før, en fantastisk flot ny Solnedgangsplads, en enestående natur, et rigt og indbydende butiks- og restaurationsudbud og et vejr som næsten altid er bedre end i resten af landet – alt det har absolut ikke verdenspressens interesse, mens de fem magiske ord: “ Det er simpelthen for dårligt” fra en ældre herre som flyttede fra Skagen for 53 år siden og nu har valgt at “berige” byen ved at bosætte sig midt i minefeltet, med en forventning om at tiden har stået stille alle årene i “hans” Skagen, straks vækker både radio, tv og københavneraviserne.

Mogens Bandholm fortalte at han tog til Færøerne i uge 29 og det er nok bedst for alle parter, men hvorfor dog så have så travlt med at nedgøre vores fantastiske by!

Efter sigende er der flere brægende får på Færøerne end der er “larmende” turister i Skagen, så det er da spændende hvordan det besøg kommer til at spænde an!

Som byrådspolitiker er daglig brok og sure opstød en del af hverdagen – og det er simpelthen deprimerende, at i vores store kommune er det en lille håndfuld skawboer, der står bag næsten alt brokkeriet.

Vi lever i verdens dejligste land og Skagen er efter min opfattelse Danmarks dejligste by, en opfattelse som åbenlyst deles af mange mange mennesker som valfarter hertil fra både ind- og udland.

Vær dog taknemmelige over at vi er så heldige at bo her og nyd sommeren og det ene liv vi hver især har fået tildelt, istedet for at bruge det på brok og sure opstød.

Alt andet er simpelthen for dårligt!

Med venlig hilsen

Bjarne Kvist

Tilflytter for 46 år siden og elsker at være her hele året.

20 kommentarer til “Bjarne Kvist: Det er simpelthen for dårligt!” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

20 kommentarer til “Bjarne Kvist: Det er simpelthen for dårligt!”

  • Har haft andet at se til end at bekymre mig om, en sur mand, der ikke kan debattere sagligt og ikke kan holde sig til emnet, som er meget vigtigt!

    Nu skriver Bjarne Kvist som overskrift at det simpelthen er for dårligt, man går ud og ytre sin mening. Der må jeg sige jeg synes simpelthen det er for dårligt at man som politiker skriver et læserbrev, men ikke svare nogle af dem der skriver kommentarer dertil, kun på sin egen facebook, svare man folk. Hvis man ikke gider bruge tid på at svare folk herinde, så lad være med at lave sådan et læserbrev, for det er da mangel på respekt over for os, der har taget sig tid til at sammenfatte nogle ord om emnet og bare bliver mødt med lammende tavshed! Derudover går man ud i en helt anden/trejde avis, som laver en plus artikel, som få mennesker kan læse, da den artikel kræver betaling. Horfor gøre det på den måde? Er det for at udelukke visse mennsker fra at udtrykke sig, debattere eller hvad? Nordjyske er ikke på nogen måder en avis der er relevant for mig at holde, så jeg har derfor ikke kunne læse Bjarnes ord, selvom jeg er meget interesseret i dem.

    DET synes jeg simpelthen er for dårlig!!

    Så må man beslutte sig for om debatten er for alle, eller kun for dem med den rette holdning?!

  • Eine Schriever

    Stella, bliv ved med at skrive – spring op og ned på Klaus Nielsen kommentar.
    Så længe at avisen ved hvem du er – så er det godt nok for mig og mange andre.
    Det der i virkeligheden betyder noget er: at vi tør udtrykke os i en lille by (udenfor sæsonen), vi tør at gå imod strømmen. Alt er ikke rosenrødt, i højsæsonen – hvor Bjarne Kvist udtrykker sig om: at vi skal udvise glæde over de nyeste tiltag for vores turister: så som udstillingen på Skagens Museum, solnedgangspladsen, Hellerup-ugen, krydstogt turisterne.
    Dem er vi fleste da også glade for, men – der er jo også en anden side af de mange gæster.
    Bare at træde udenfor havelågen kan være risikabelt, da man må springe for livet, da 10 nordmænd fræser forbi på fortorvet på cykler.
    Da man igen forsøger at snige sig udenfor havelågen, ser man en beruset mand som offentligt pisser på naboens blomsterkumme.
    Jeg beslutter bymidten er udelukket i dag, jeg vil forsøge mig med en tur i heden,, der må være fred og ro. Men ak, da jeg går min lille tur, bliver jeg råbt an, pas på: 5 mountainbike kører fræs i fredet klitter. Der er nu kun dybe hjulspor hvor de har kørt jorden op.
    Jeg tager videre på min lille vandring, jeg vil se om jeg kunne købe mig en frisk fisk, og drager afsted til jollehavnen, hvor jeg mødes af et menneskehav, 6 store busser, et kæmpeskib, som har maskineriet kørende, det ses på deres skorstene, jeg tænker hmm – luftforurening – hvor mange skibe er det nu lige at der ankommer til Skagen pr. sæson. Hvor stor en belastning er luftforureningen lige, kan det give konsekvenser for dem som arbejder/ har sin gang der?
    Jeg kunne blive ved i timevis, hvad den store mængde turister gør ved byen – det er det de forskellige forsøger at udtrykke – den massive turisme i Skagen by – har også en bagside.
    Så spidsbelastningen giver også massive udgifter, til de tilbageværende beboere i byen. Når turistsæsonen er over.

  • Klaus Nielsen

    Hr. Berg, endnu en der IKKE tør at vedkende sig, hvem han er. Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at jeg IKKE er enig med redaktionen omkring anonyme opslag. Det er uanset, hvem der “gemmer” sig bare fornavne, mellemnavn eller efternavne eller andre synonymer..
    Man kan sagtens komme med ens holdninger til dit og dat, når man IKKE vedkender sig, hvem man er. Det gælder også hr. Berg.

  • Jeg er ked af mit manglende efternavn kan få folk så meget oppe i det røde felt, og fjerne fokus fra emnet.
    Men det må I om, for jeg synes nu jeg også har beskrevt rimelig detaljeret hvorjeg bor osv, netop fordi jeg ikke skjuler mig. Jeg kan stadig ikke se hvad i kan bruge mit efternavn til, for i kan hverken google mig eller finde id af noget om mig via sociale medier, fordi jeg værner om mit digitale privatliv, så I vil evt også mene min Facebook er falsk, fordi I ikke kan læse/se noget om mig ud fra denne også.

    Så prøv lige at slappe af. I ved jo reelt heller ikke om folk bruger deres rigtige navn. Ud fra navne ved jeg faktisk ikke hvem de fleste, der kommentere er, så hvad gør et efternavn til eller fra?

    Jeg tænker lidt om det kan have noget at gøre med atjeg går mod den overvældende Ja-hat, som ser os der ytre en anden mening, hen hvor peberet gror?

    For jeg skriver i mine kommentarer både her og til Bjarne Kvists indlæg på fb, jeg ikke er imod turismen, men gør mig nogle bekymringer omkring det pres der bliver lagt på byen osv. Jeg prøver på at nuancere debatten og vise det ikke handler om man er for eller imod, for det er vi jo ikke. Men de kommetarer der knytter sig til debatten og som har svært og endda meget svært ved at forstå, vi er nogle der går og tænker andet, gør mig ked af det, for som sagt så elsker jeg Skagen og alt heroppe, derfor bekymring for om det har taget og vil tage overhånd. Det er vel fair nok at stille spørgsmål til disse ting og forhåbentlig få svar på hvilke tiltag der er og kan findes, for at holde en balance der er hårfin.

    Kan I alle have en rigtig god dag og weekend.
    Kærligst
    Stella

  • Må indrømme, at jeg elsker turismen og hvad vores by har, at tilbyde hen over sommeren. Men må samtidig indrømme, at jeg nogle dage har følelsen af, at det er måske kammer lidt over. Jeg bliver naturligvis hjemme de dage, hvor jeg bare ikke orker der mylder og larm. Men samtidig må jeg også sige. Hvor er jeg ked af det brand vores by har fået i medierne i uge 29. Jeg er ked af, at det udefra kun ses som en vild fest i Gammel Skagen, hvor Hyttefadet og Ruths Hotel er “Hittet”. Sån en gang vrøvl. Jeg er ikke negativ over turisterne, men jeg er ked af det billede uge 29 turisterne maler i netop den uge.

  • John Nebbelunde

    Kære Bjarne Kvist,
    Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke er så imponeret af dig og det vil jeg gerne stå ved. fordi; jeg ikke ser du tænker det mindste på på Turist-trykket pt som jeg mener er for kaftigt til så lille et sted som Skagen, bor selv i Østerby og selv med en vaks scooter, er det svært nok at komme frem til midtbyen for at handle, men jeg klager ikke ikke, for jeg får også nogle gode snak med mange af disse turister, netop fordi jeg ikke sidder i en bil, ja, til tider hygger vi ligefrem.

    Men trykket er voldsomt især når der kommer turistgondoler til havnen…
    Men vi overlever nok haha 😉

  • @Klaus Nielsen – Tror du på, der er en der hedder Eine Schriever?

    Har set adskillige indlæg fra denne meget anonyme “skribent”. Hvorfor er du ikke efter ham/hende? At kalde sig Stella er i mine øjne ok – lige for lige.

  • Klaus Nielsen

    Til Stella: Hvem er Stella ? Stella XXX, den usynlige, den der IKKE tør lægge navn til sine opslag, den der mener, at man bare kan skrive opslag, uden at opgive sit fulde navn. Jeg er fuldstændig enig med Poul Jenne, mener IKKE at man skal have mulighed for at lave opslag/indlæg, hvis man af den ene eller anden årsag, ikke vil vedkendes opslaget. Tør du ikke at skrive dit navn, bør du overhovedet IKKE kommentere i dette forum. Så er den ikke længere. Klaus Nielsen

  • Eine Schriever 15. juli 2019 kl. 20:11: Super godt skrevet 🙂

  • Poul Jenne- Hvis manglende efternavne er det største problem for dig i denne debat, må det være fordi du ikke har nogle ordentlige argumenter mod/til det der skrives.

    Ja jeg er Stella og nej, jeg har ikke tænkt mig begynde skrive mit efternavn. Med så få styk (max 3) her i byen med lige det navn, må du søge og finde 😉

    Jeg står ved alt jeg siger og det er ikke for at skjule mig, men mit efternavn, tror jeg ikke du kan bruge til noget alligevel.

    Og så synes jeg du skulle holde dig til emnet!

  • I dette medie lader redaktøren tilsyneladende folk komme til orde uden censur, selv uden at man oplyser efternavn. Så redaktøren her lader fint nok demokratiet råde.

    Jeg tror at det store, desværre tavse, flertal er stort set enige med Bjarne, men ikke orker at fabrikere “Læserbreve” med positive kommentarer.
    OK- Jo vist er der tryk på, specielt her i uge 29, men det går jo over igen. Herregud, lad os dog erkende at det ene af vor by’s hovederhverv er turisme – på godt og ondt. Men vi kan da ikke undvære det ! indse det dog !

    Fortsat god sommer

    Poul Jenne

  • John Nebbelunde

    En stor tak til Stella, Eine Schriever, Erik F.Andersen, Jens Vadet Poulsen og Mike.

    Alt det i skriver, rammer virkelig centrum på skiven, for uden jeres indlæg i denne debat,(der faktisk også er mine holdninger) vil der mangle de negative sider i debatten, som der er hårdt brug, for at give debatten balance i for og imod

    Det er skønt når Skawboere tør sig FRA og det kan der være behov for i mange tilfælde, tag fx. Skagen ugeavis, den er kun baseret på positive ting, så i mine øjne er den ret udemokratisk?

    Til Bjarne Kvist, dine indlæg vil jo altid være farvet af dit tilhørsforhold til Socialdemokratiet, mig har du dog aldrig imponeret!

  • Eine Schriever

    Så vidt jeg ved, har vi da stadigvæk demokrati også i Skagen, Bjarne Kvist. Det er nemt at overrende en ældre mand med ord, når man selv er vant til at udtrykke sig til pressen.
    Jeg føler, at hvis man bare udtrykker ordet: “musik, støj, turister” – så er skarpretteren klart. Øksen er slebet, fjer og tjære er klar. Det er ikke et demokrati.
    Jeg er selv helårs skawbo, jeg elsker min by, elsker naturen, vind og vejr. Men et eller andet sted må jeg give hr. Bandholm lidt ret. Der er meget tam, tam i byen og inden jeg halshugges må jeg jeg også udtrykke min bekymring for min bys rygte.
    Jeg kan jo godt læse de mange fine kommentarer da du lagde dit indlæg på Facebook, Bjarne, men da jeg efterhånden også er gammel i gårde, ved jeg jo godt hvor de forskellige bor, så jeg kan jo også se, at få – der har kommenteret dit indlæg er bosiddende i midtbyen, hvor man virkelig mærker byens tryk af menneskeflow, musik,, fest i gaden – man er vel i Skagen, hvor man ser stort på regler, og fester igennem. Resten er bosiddende langt væk fra bymidten, så kan man jo sagtens råbe op.
    Så vidt at jeg er orienteret, så flytter du jo selv til Nordbyen. Vi er jo stadigvæk mange som “har fornøjelsen af turister, musikken, krydstogskibene” – alt er ikke bare så godt for alle..
    Ude i byen er virkeligheden en anden, jeg tror ikke at du, Bjarne og jeg er til samme fest.
    Jeg agter at kæmpe til sidste dråbe for mit Skagen, min by, mine dejlige nye naboer – de er godtnok turister,, men de nyder også min by og de mennesker som har skabt Skagen.

  • Erik F. Andersen

    Helt enig i at vi godt kunne have været denne debat foruden her midt i sæsonen.

    Så vidt jeg husker så var det dog Socialdemokraterne selv der for alvor åbnede ballet med deres ageren, da de gennemtrumfede det nuværende musikregulativ og entydig tog parti til fordel for beboerforeningen i midtbyen.

    Jeg ser med spænding frem til den varslede evaluering efter sæsonen.

  • Jens Vadet Poulsen

    I Danmark har vi en meget fornem og gammel tradition for et demokrati, hvor man deler sig efter anskuelser og det er helt i orden, både at have en holdning og at give udtryk for den, og det uanset om man er gammel eller ung, tyk eller tynd, indfødt eller tilflytter.
    Jeg vil opfordre til en civiliseret dialog fremfor udskamning af anderledes tænkende, herved har vi i Danmark et af vores fineste særkender, lad os fortsætte med det!

  • Mogens Bandholm

    Som Bjarne Kvist så venligt har oplyst, er jeg taget til Færøerne her i uge 29. Jeg synes Elitens optræden er patetisk, og heldigvis er jeg ikke den eneste,
    Det må da også martre Bjarne Kvists social demokratiske sjæl at være vidne til denne demonstration af overklassen. Hvad må Stauning og Anker ikke tænke😩
    Jeg vil gerne svare Bjarne Kvist og alle jer andre, men det bliver først i uge 30 når jeg er tilbage,

  • Så hvis jeg skal forstå det rigtigt, må folk kun ytre sig,om Skagen, hvis det er positivt?

    Hvad blir der så af den nuancerede debat, men gerne ser?
    Er demokrati ikke det der gør vi alle kan og må ytre vores mening? Eller gælder det kun dem der er enige?

    Jeg kan på nogle områder godt forstå Mogens også selvom jeg personligt synes, det er dumt man har købt hus i midtbyen, fordi man husker de gode gamle dage.

    Personligt bliver jeg træt af denne debat, som kun må føres af ja sigere og er man det mindste uenig, kan man jo bare flytte

    Nu er sagen den at jeg bor her året rundt, har købt hus, har job i byen og lægger de fleste af mine penge i byen året rundt, så derfor må min og andre helårs skawboers mening, vel også gælde uanset om man er enig eller ej?

    Da vi i sin tid købte hus, købte vi netop i banke kvarteret pga fred og ro… Der er jo så sket det sidenhen at Frederikshavn kommune gjorde det svært for træffet i byen og det er nu overtaget af MC Scavenius, som ligger lige bag hvor jeg bor…. Nu spørger jeg så: Skal jeg så bare flytte, hvis jeg mener de larmer for meget, til trods for jeg var her først?

    Og inden nogen drager nogen konklusioner om mig og mit liv, så har jeg ikke noget problem med træffet, jeg spørger bare, da jeg jo netop har gjort det folk siger, man skal gøre, hvis man vil ha fred og ro!

    PS. Jeg tror og det er min egen personlige mening, at flere nej sigere eller dem der der ønsker vi ku finde en løsning, uden at blive udskammet af samfundet, for at være af en anden mening, netop ikke står frem og siger noget pga dette læserbrev og kommentarer der knytter sig til debatten.

  • Chresten Sloth Christensen

    Modsat Mike forstår jeg Bjarne fuldt ud og vil her gerne sig ham tak for at tage bladet fra munden.
    Det er agurketid hvert år, og det er altid her den negative omtale kommer. Sådan beviser visse journalister nemlig deres eksistensberettigelse ved hjælp af nyttige idioter!

  • Anni Andersen

    Godt brølt, Bjarne. Jeg tror de fleste skagboere er helt enig med dig!

  • Jeg forstår ikke helt Bjarne Kvist´s talen ned til Mogens Bandholm. Manden har jo bare stilfærdigt givet udtryk for, at han synes der er kommet for mange larmende og selvfede turister til byen. Folk, der går mere op i at iscenesætte sig selv og spille smarte end egentlig at sætte pris på Skagens værdier. Det har han vel lov til at give udtryk for. Og til en vis grænse mener jeg, at han godt kan have en pointe. Og det er kun godt for debatten og ytringsfriheden, at folk tør ytre sig positivt eller negativt. Så tak til Mogens Bandholm herfra for at have turdet åbne munden og give udtryk for sin holdning. Det er vigtigt i et demokrati, at vi tør sige til og fra, både når vi er tilfredse og utilfredse.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Bjarne Kvist: Det er simpelthen for dårligt!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2019 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER