
To læserbreve fra Anders Brandt Sørensen
25. august 2019 - kl. 7:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget disse to læserbreve fra Anders Brandt Sørensen:
Indholdsløs arrogance
Jeg vil starte mit læserbrev med at ønske Mette Hardam tillykke med sit kandidatur som Venstres næste borgmesterkandidat. Et job, der kræver i hvert fald to evner. Evnen til at skabe brede aftaler på tværs af partier og evnen til at formulere egen politik med fokus på at skabe en bedre kommune.
Det ærgrer mig derfor, at Mette i stedet anvender spaltepladsen i aviserne til at tilsvine vælgerne og dem, vælgerne stemte på. At socialdemokratiet fik så mange stemmer skyldes, at ca. 60% af kommunens borgere ønskede, at Socialdemokratiet og Birgit Hansen skulle have borgmesterposten. At kalde det ”enevælde” udviser desværre både en stor arrogance i forhold til det demokratiske system og en historieløs tilgang til Danmark. Jeg forstår naturligvis godt, at man kan være lidt bedrøvet og forsmået i forhold til vælgernes manglende gunst. Men i den sammenhæng er der ikke andet for Venstre at gøre end at formulere et alternativ, som vælgerne ønsker. Det står alle frit for. Og Venstre har en enestående mulighed for at gøre det med bl.a. to udvalgsformandsposter og en bestyrelsespost i Frederikshavn havn.
Når vi samtidig skal lægge øre til, at Mette Hardam gør sig til dommer over sine byrådskolleger, fordi de åbenbart ikke siger så meget, som Mette Hardam ønsker, så synes jeg faktisk at bægeret er fuldt. Det kan du ikke være bekendt, Mette. Hvordan det enkelte byrådsmedlem agerer i byrådssalen og andre steder, skal du slet ikke blande dig i. At ville bestemme over andre demokratisk valgte politikere hører enevælden til.
Anders Brandt Sørensen(S), næstformand i den socialdemokratiske byrådsgruppe
Mangel på respekt for dem, der arbejder for kommunen
Så er badeferien i Venstre for en stund sat på pause. Venstres to gruppeformænd – Peter Sørensen og Anders Broholm – har vanen tro kritiseret borgmesteren for at arbejde for kommunen. Deres læserbreve minder mest af alt om copy-paste fra det forgangne halvandet år. For en sikkerheds skyld skal Venstre retfærdiggøre sin tilstedeværelse i byrådet ved at kaste smuds på de partier, som arbejder for kommunen. Fejlfinding og pegen fingre kan Venstre åbenbart godt finde tid til.
Sammen med et stort flertal synes jeg, at det er enormt ærgerligt, at automatreaktionen hos kommunens næststørste parti er at ødelægge fællesskabets forsøg på at løse en vanskelig økonomisk situation i kommunen. Bagklogskaben er direkte nedladende. Og vi kender Venstres sim sa la bim-løsninger: udliciter og konkurrenceudsæt, så løser I ALLE verdens problemer. udover at være forvrøvlet sludder er den indstilling til borgernes velfærd direkte skadelig. Især hvis man som borger f.eks. ønsker at få hentet skrald.
Jeg har opgivet at appellere direkte til Venstres medlemmer af byrådet. De har valgt stilen. Der skal findes fejl og hver en fejl skal hovent påpeges. også når der skrives d i gjort nederst på side 17 i et bilag. Jeg vil i stedet appellere til Venstres vælgere. Kræv nu noget af jeres gamle hæderkronede parti. Kræv at de skal være en del af løsningen i stedet for en del af problemet. Eller i det mindste bare lade være med at gå i vejen, når vi andre passer vores arbejde.
Anders Brandt Sørensen(S)
Næstformand i Socialdemokratiets gruppe
En kommentar til “To læserbreve fra Anders Brandt Sørensen” under annoncerne.
I sandhed et besynderlige indlæg, med reference til enevælden.
Først klandrer socialdemokratiets næstformand Mette Hardam (V) for at have meninger om Socialdemokraterne/byrådskollegerne, hvorefter han kaster sig over hvad Venstres medlemmer bør mene!?
Hele ”andet læserbrev” er en ordret gentagelse af hans indlæg den 24.06.2019 i avisen. Det er rendyrket copy-paste, som han i indlægget klandrer Venstre for.
Når det åbenbart er for meget for socialdemokraternes næstformand, at Venstre reagerer når der laves fejl, så kan vi vel kun appellere til at Anders Brandt Sørensen som næstformand får strammet op omkring problemet, og får styr på de mange fejl og fortielser.
Peter Sørensen, Venstre