
Det er en skrøne at fiskeindustrien er “våd og kold”. For mig er det lig med et spændende arbejde, og mange nye dygtige kollegaer siger Mads Søndergaard Larsen.
Mads er blandt Danmarks første FISHTECH Industrioperatører
28. november 2019 - kl. 9:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
38 årige Mads Søndergaard Larsen fik for nylig sit svendebrev i hånden. Han anbefaler varmt uddannelsen som FISHTECH Industrioperatør til andre.
Af Helle Møller Riis
I august 2017 så Mads ved en tilfældighed en annonce i avisen fra Scandic Pelagic. Skagensfabrikken søgte lærlinge-elever til en helt ny uddannelse som industrioperatør til fiskeindustrien, og Mads besluttede sig for at søge:
- På det tidspunkt var jeg på kontanthjælp og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg havde en HF, var først begyndt på seminariet og senere som elektriker. Men intet af det passede til mig, og derfor søgte jeg, siger Mads.
Efter en samtale hos Scandia Pelagic fik Mads lærlingejobbet og blev sendt direkte på skolebænken i 20 uger på grundforløbet, med løn:
- Netop lønnen var afgørende for, at jeg kunne få tingene til at hænge sammen. Jeg har en lejlighed, som skal betales, og havde derfor ikke råd til at gå ned på SU, og så tiltalte det mig, at man igennem hele uddannelsen vekslede mellem teori i skolen og praksis i virksomheden.
Han startede sammen med 17 andre på det allerførste hold på EUC Nord. I dag to år senere er 9 af dem blevet udlært:
- Jeg vil bestemt anbefale uddannelsen til andre. Især fordi du dels er sikker på et at få et job – dels har nye muligheder for at få faglighed ind i dit arbejde, siger Mads, der sideløbende med sin uddannelse har fået “sidemandsoplæring” på Scandic Pelagic, så han nu i dag også har en nøglefunktion som maskinpasser på fabrikken.
Vi har brug for flere
Susanne Nielsen, der er HR chef på Scandic Pelagic er helt enig i Mads anbefaling:
- Det vil være fantastisk, hvis flere vil tage en Industrioperatør uddannelsen, indenfor vores branche. Vi er i øjeblikket i gang med tredje hold og fjerde starter i januar/februar. Vi har på Scandic Pelagic mange dygtige og gode medarbejdere som har været hos i mange år, men vi må se i øjnene at vi i branchen står overfor et generationsskifte, siger Susanne, der ud over unge til uddannelse, også ser en anden målgruppe:
- Vi har rigtig mange ufaglærte i fiskeindustrien for dem kan en uddannelse være med til at give et helt andet løft og en faglighed til deres arbejdsliv, siger Susanne Nielsen
Næstformand i 3F Frederikshavn, Gitte Bloch Andersen, har selv været ansat som ufaglært på fiskefabrikken Launis i 23 år. Hun er begejstret for uddannelsen, men hendes og forbundets opfordringen er ikke kun rettet til de unge og de ansatte:
- Scandic Pelagic har gjort en kæmpe forskel, fordi de er gået aktivt ind i uddannelsen. Vi har brug for at flere virksomheder i fiskeindustrien tager lærlinge. Det vil give hele branchen et løft. Uddannelse er helt banebrydende, og er med til at give branchen et nyt image. Derfor skal vi have nogle flere med på ideen, siger Gitte Bloch Andersen.
Fakta om FISHTECH Industrioperatøruddannelsen:
Det tager 2 år at blive FISHTECH Industrioperatør
Lærlinge med en uddannelsesaftale får løn under uddannelsen, som kan startes med praktik på virksomheden – eller med 20 uger grundforløb på skolebænken.
Derudover er der tre skoleophold, der alle foregår på EUC Nord i Frederikshavn.
Uddannelsen blev officielt startet i august 2017 som et samarbejde i branchen, stærkt understøttet af Direktør Gert Nielsen fra Launis, som formand for FIA (Fiskeindustriens arbejdsgivere).
Branchen nedsatte en arbejdsgruppe og et fagligt udvalg, som bla. arbejde med den faglige og branchemæssige toning af uddannelsen, i tæt samarbejde med EUC Nord.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mads er blandt Danmarks første FISHTECH Industrioperatører' til en bekendt