Virksomheder søger værtsfamilier til lærlinge og studerende i Skagen

Jens Vadet Poulsen og Birthe Borum.

Virksomheder søger værtsfamilier til lærlinge og studerende i Skagen

2. august 2020 - kl. 8:53 - af

En række af de større virksomheder i Skagen står bag et nyt initiativ, der skal hjælpe unge lærlinge, elever og studerende til en god start, når de flytter til Skagen for at arbejde og uddanne sig. Virksomhederne søger derfor lokale værter, der har et ledigt værelse og ønsker at hjælpe med at sikre morgendagens kompetencer og arbejdskraft. 

Flere brancher – bl.a. turisme, detailhandel, produktion og procesindustri, er udfordret af, at der er så få unge mennesker i Skagen, at det er en udfordring at skaffe elever/lærlinge nok. Virksomheder, der arbejder med fx energioptimering og ny teknologi, har brug for, at studerende og kandidater fra bl.a. Aalborg Universitet vælger Skagen til i forbindelse med praktikforløb og ordinære jobs. Derfor lancerer de største virksomheder i byen nu et nyt initiativ, der skal skubbe en væsentlig hindring af vejen: Et sted at bo. Der er ikke et tilstrækkeligt udvalg af boliger for unge studerende og lærlinge i Skagen. Så derfor opfordrer virksomhederne lokale værtsfamilier, der kan være med til at give en studerende i studiepraktik eller en ung elev/lærling tag over hovedet og en god start i Skagen.

  • Mange af vores unge rejser ud i verden for at uddanne sig. Det er godt. Men det betyder, at vi har brug for at rekruttere unge udefra. Et sted at bo til en pris, som unge lærlinge og studerende kan betale, er et udtalt behov. Den slags boliger har vi kun få af i Skagen, så vi har fået en alternativ idé: Lokale værtsfamilier, der giver en ung lærling eller studerende tag over hovedet i en periode, indtil den unge selv finder en bolig, udtaler Susanne Nielsen. HR-Manager, Scandic Pelagic, Skagen.

Bag idéen står en række af Skagens største virksomheder, der samarbejder med Skagen Erhvervsforening, Skagen Byting og Movenorth, Frederikshavn Kommune samt MARTEC og UCN om initiativet ”Fremtidens kompetencer i Skagen”. Projektet har til formål dels at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til faglærte og ufaglærte jobs i Skagen – dels at synliggøre og initiere karrieremuligheder for studerende og fremtidig højtuddannet arbejdskraft.

Fedt at bo i Skagen
Susanne Nielsen og hendes familie har i en periode været værtsfamilie for en lærling, der arbejdede hos FF Skagen. Han kunne have boet på skolehjem i Frederikshavn, hvis der var plads, og køreplanen havde matchet arbejdstiderne. Da alle andre muligheder var udtømte, valgte Susanne og familien at tilbyde den unge færing et værelse, indtil han fandt en bolig efter tre måneder.

  • Vi tror på, at der er et uudnyttet potentiale i Skagen, som vi gerne vil aktivere. Vi er gode værter for vores gæster, og når vi viser de unge, der kommer her for at arbejde og uddanne sig, gæstfrihed ved at åbne vores hjem, så giver vi dem mulighed for at opleve, at det faktisk er ret fedt at bo i Skagen. For de helt unge, der flytter direkte hjemmefra, betyder det, at der er nogle voksne, der kan hjælpe med de basale ting. Det kan betragtes lidt som at have en udvekslingsstudent boende, siger Susanne Nielsen.

Hvor meget, man ønsker at engagere sig, er op til den enkelte værtsfamilie. De unge, der har brug for et sted at bo, har forskellige profiler og behov. Nogle er fx elever inden for turisme eller detailhandel eller lærlinge i industrien. Det kan være enten helt unge eller voksenlærlinge. Andre er studerende – enten etniske danskere eller udlændinge. Det kan også være unge sæsonarbejdere. Fælles for dem er, at de har brug for et midlertidigt sted at bo, de betaler husleje og tager del i de daglige gøremål i husstanden.

Birthe og Jens finder det rigtige match

To ressourcepersoner sørger for at skabe kontakt mellem værtsfamilier og unge, der har brug for logi. Birthe Borum, tidligere skoleleder på bl.a. Skagen Skole og Jens Vadet Poulsen, der tidligere var skoleleder på Brovandeskolen har begge rod i Skagen. De har mange års erfaringer med at skabe relationer mellem mennesker. Birthe og Jens har overblikket over de unge, der søger en værtsfamilie, og de hjælper med at finde det ”rigtige match”.

  • Vi er glade for at to så kompetente og erfarne ressourcepersoner som Birthe og Jens går i front for det her initiativ. Vi håber på, at finde 5-10 værtsfamilier, som sammen med Birthe og Jens finder et godt match. I samarbejde med MARTEC arbejder vi på at rejse fondsmidler til at ansætte en tovholder, der skal arbejde med de unge om sport, sociale events og andre fritidsaktivi­te­ter for at skabe et socialt og involverende fællesskab i projektet, siger Susanne Nielsen, HR-Manager, Scandic Pelagic.

Hen over sommeren håber initiativtagerne at høre fra familier i Skagen, der har et ledigt værelser og overvejer at blive værter for en lærling, elev eller studerende. Birthe Borum og Jens Vadet Poulsen er klar til at bringe unge, der kommer til Skagen for at uddanne sig eller arbejde, sammen med lokale værtsfamilier.

FAKTA

Idéen bag initiativet ”Fremtidens kompetencer i Skagen” er at handle på den udfordring, det er at skaffe kvalificeret arbejdskraft til virksomheder i Skagen – det være sig ”Blue Collar”, ”White Collar” og de områder, disse definitioner ikke måtte dække. 

Formålet med initiativet er, at:

  1. tiltrække kvalificeret arbejdskraft til faglærte og ufaglærte jobs i Skagen
  2. synliggøre og initiere karrieremuligheder for studerende og fremtidig højtuddannet arbejdskraft

Værtsfamilierne kan blive vært for:

  • En ung, der er elev/lærling i fx industri, turisme eller detailhandel.
  • En ung etnisk dansker, der er studerende på UCN*) eller AAU*)
    *) University College Nordjylland og Aalborg Universitet
  • En ung udenlandsk studerende fra UCN eller AAU
  • En voksenlærling/-elev i fx industri, turisme eller detailhandel
  • En ung sæsonarbejder i fx industri, turisme eller detailhandel

 

Projektets partnere indtil videre:

  • UCN – University College Nordjylland. Kontakt: Tue Werner Mikkelsen, International konsulent
  • Martec – Maritime and Polytechnic College. Kontakt: Underdirektør Brian Thomsen
  • Scandic Pelagic A/S. Kontakt: Susanne Nielsen, HR Manager
  • Color Hotel Skagen. Kontakt: Direktør Rikke Gandrup
  • Karstensens Skibsværft. Kontakt: HR Manager Diddan Rahn Karstensen
  • Skagen Erhvervsforening. Kontakt: Direktør Allan Kastor Andersen
  • Skagens Kunstmuseer. Kontakt: Direktør Lisette Vind Ebbesen.
  • Frederikshavn Kommune, Move North. Kontakt: Tiltrækningskoordinator Kåre Holdt Madsen

 

Kontaktinfo:

Birthe Borum
Mail: birtheborum@gmail.com
Tlf. 31686606 

Jens Vadet Poulsen
Mobil: 2980 6274
Mail: jensvadet@gmail.com 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Virksomheder søger værtsfamilier til lærlinge og studerende i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger