
Foredrag om den tyske besættelsesmagt i Skagen
28. september 2020 - kl. 6:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mandag den 5. oktober tilbyder Nordjyllands Kystmuseum et fascinerende aftenforedrag med formidler Kenneth Kristensen på Kystmuseet i Skagen. Her kan du blandt andet høre om besættelsesmagtens militære installationer samt aktiviteter i og ved Skagen.
Sporene efter den tyske besættelsesmagt taler stadig sit tydelige sprog i Skagen i dag, og de efterladte næsten spøgelsesagtige bunkere vidner om at den tyske besættelsesmagt var massivt tilstede i Skagen og på Grenen under besættelsen.
Særligt på Grenen oprettede det tyske luftvåben og den tyske marine vigtige radarstationer, og den tyske marine placerede kystbatteri og sikrede havnen samtidig med at der blev placeret permantente sejlende enheder i havnen.
I slutningen af besættelsen fik den tyske hær til opgave at sikre området mod land- og nærangreb på bl.a. radarstationerne på Grenen. Og på havet tæt ved Skagen kom krigen også tæt på. Alt i alt påvirkede tyskernes tilstedeværelse alle indbyggere i stort som småt i den ellers så idylliske kystby.
Alt dette fortæller Kystmuseets formidler Kenneth Kristensen mere om til foredraget ”Den tyske besættelsesmagt i Skagen”, der finder sted på Kystmuseet i Skagen mandag den 5. oktober kl. 18:30. Dørene åbner kl. 18:00, og der er begrænset antal pladser af hensyn til Corona.
Pris for voksne kr. 150,00 og børn kr. 50,00. Inkluderet i prisen er en sandwich samt en vand/øl, og billetten gælder også til Kystmuseets åbne afdelinger i en uge fra arrangementets dato.
Læs mere og køb billet via Kystmuseets webside kystmuseet.dk eller på Kystmuseet i Skagen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag om den tyske besættelsesmagt i Skagen' til en bekendt