
Arkivfoto.
Aktiviteter og lydniveau på Skagen Lystbådehavn
30. januar 2021 - kl. 9:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”I forlængelse af Plan- og Miljøudvalgets samt Byrådets behandling december 2020 af sagen om ”Evaluering af musikstøj fra restaurationer i Skagen 2020” bedes udvalget tage stilling til i hvilket omfang, at aktivitets –og lydniveauer på Skagen Lystbådehavn skal harmoniseres hermed.”
Sådan lyder det indledningsvis i et punkt på dagsordenen for næste møde i Teknisk Udvalg på mandag.
Politikerne får som en del af oplægget skitseret, hvad der i dag gælder for lystbådehavnen, og hvad der gælder for restauranter langs kajerne.
Hvad gælder for lystbådehavnen?
Hvad gælder for lystbådehavnen i dag:
- Skagen Lystbådehavn ligger i et område med omgivende erhvervsarealer, hvor kommunen i forhold til virksomhedsstøj administrerer efter støjgrænser på 60/60/60 dB(A) i dag-, aften- og natteperioden. Dette gælder som udgangspunktet også for lystbådehavnen.
- Der er således ikke regulativfastsatte støjgrænser gældende alene for Skagen Lystbådehavn. Men i følge gældende ”Havneregulativ for Lystbådehavnen” skal der være ro kl. 23. Dette betyder i praksis, at der ikke må være musik og larm fra bådene efter kl. 23.
- Havneopsynet er myndighed på havnen og har bl.a. til opgave at sikre, at ovenstående overholdes.
Hvad gælder for restauranter?
Hvad gælder for restauranter langs kajerne i dag:
- For restauranter på havnen gælder restaurationsforskriftens retningslinjer. I praksis betyder det, at der er generelle regler for tidsrummene kl. 07-22, kl. 18-22 og kl. 22-07
- Der kan jf. restaurationsforskriftens tillæg dispenseres herfra i tidsrummet kl. 15- 23 ved forudgående ansøgning og inden for angivne tidsfrister.
- Restauranterne på lystbådehavnen må spille 5 decibel højere end restauranterne i midtbyen, fordi der er længere til bebyggelse. En lystbåd betragtes ikke som bebyggelse.
Foreslår ro kl. 22
Der peges i sagsfremstillingen på, at det kan være hensigtsmæssigt, at der sikres ro i havneområdet på de samme tidspunkter.
Det foreslås, at Teknisk Udvalg drøfter og tager stilling til, om og hvilke skridt der evt. skal tages til harmonisering af aktivitets- og lydniveauer på Skagen Lystbådehavn.
Dette er eksemplificeret i Havneregulativets bestemmelser: fastholde nuværende klokkeslæt kl. 23 for ro fra bådene eller ændre tidspunkt til kl. 22 for ro fra bådene, dog således at hvis der gives dispensationer fra restaurationsforskriften, skal dette tidsrum også være gældende for bådene i lystbådehavnen.
Teknik- og kulturdirektøren indstiller forud for mødet at ændre tidspunkt til kl. 22 for ro fra bådene, dog således at hvis der gives dispensationer fra restaurationsforskriften, skal dette tidsrum også være gældende for bådene i lystbådehavnen.
Tekst: Per Rye
1 kommentarer til “Aktiviteter og lydniveau på Skagen Lystbådehavn” under annoncerne.
















Teknisk Udvalg har godkendt indstillingen fra teknik- og kulturdirektøren