
Johan Hessellund og Lisbeth Karlson på den nye padelbane.
Den første padelbane i Skagen står klar 1. april
23. marts 2021 - kl. 14:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Tennisklub byder velkommen til padel på den nyopførte padelbane på anlægget, Drachmannsvej 30.
“Vi glæder sig til at introducere padel i Skagen, og inviterer alle interesserede til at melde sig til én af de mange gratis introduktioner, som vi afholder i løbet af foråret og sommeren. Her kan man få lidt at vide om spillets regler og får mulighed for at prøve at spille padel. Tennisklubben har padelbats og bolde, som det er gratis at låne”, fortæller formand for Skagen Tennisklub, Johan Hessellund.
Padel er en sjov og og underholdende 4-mands sport, som kan spilles af alle aldersgrupper. Padel kan spilles på tværs af aldersgrupper og er særdeles velegnet som familiesport. Sporten breder sig hastigt over hele Danmark og er meget populær i alle egne af landet, og der skyder padelbaner op overalt. Det skyldes ikke mindst, at sporten er kendt for at være meget let at lære, og at man – selv som nybegynder – har meget fornøjelse af at spille padel.
Padel er en mellemting mellem tennis og squash, men er meget nemmere at lære.
Padelbanen er en udendørsbane med lys, og i Skagen Tennisklub er man af den overbevisning, at det betyder, at der kan spilles mange af døgnets timer, det meste af året.
“Vi benytter lejligheden til også at indføre ny hjemmeside med nyt, elektronisk bookingsystem. Hjemmeside og bookingsystem åbner samtidigt med padelbanen, d. 1. april, fortæller Lisbeth Karlson, der har været tennisklubbens tovholder på projektet med padelbanen.
Det er på hjemmesiden www. skagentennisklub.dk, at det bliver muligt at tilmelde sig de gratis introduktioner, ligesom man kan melde sig ind som medlem for at spille tennis, padel eller begge dele. Det bliver selvfølgelig også muligt at købe enkelttimer uden at være medlem af Skagen Tennisklub.
I tennisklubben ser man frem til at modtage alle de padel interesserede skawboer.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den første padelbane i Skagen står klar 1. april' til en bekendt