Fremtidsplaner for Skolemarken

Arkivfoto.

Fremtidsplaner for Skolemarken

18. april 2021 - kl. 7:20 - af

I september 2019 blev der afholdt et borgermøde om fremtidsplanerne for Skolemarken i Skagen. Bag borgermødet stod arbejdsgruppen bag Skolemarken bestående af repræsentanter fra Skagen Byting, Skagen Rotary Klub, Foreningen til udvikling af Skagen levende byrum og Nordjyske Bank og repræsentanter fra Frederikshavn Kommune. Til mødet deltog ca. 60 borgere, som bidrog aktivt med bud og ønsker for området.

Generelt ønskede deltagerne, at Skolemarken forbliver et grønt område i Skagen. Der var dog forskellige ønsker til, hvad der konkret skal placeres på pladsen. Efter borgermødet blev der udarbejdet et opsamlingsnotat, hvor det blev beskrevet, hvad borgerne ønsker og ikke ønsker for området. Opsamlingsnotatet er udleveret til arbejdsgruppen bag Skolemarken.

Arbejdsgruppen har efterfølgende arbejdet videre med et forslag til Skolemarken, som indeholder de ønsker, der kom på borgermødet. Der er ikke en endelig afklaring af, hvad området ved Skolemarken skal benyttes til, og hvordan det skal opdeles. Der er derfor heller ikke truffet en politisk beslutning om Skolemarken.

Leje til minigolfbane

I marts 2020 fremsendte en borger en henvendelse til Frederikshavn Kommune om muligheden for at leje en del af jorden på Skolemarken til at anlægge og drive en minigolfbane på. Borgeren er fortsat meget interesseret i jorden og har efterspurgt en afklaring. Frederikshavn Kommune kan dog ikke leje jorden ud, før der ligger en afklaring fra arbejdsgruppen om brugen af området.

Hvad skal der ske med området? Fremtidsplanerne til debat på det kommende møde i Økonomiudvalget den 21. april. Forud for mødet indstiller teknik- og kulturdirektøren, at Økonomiudvalget tager status til efterretning og beslutter den videre proces for Skolemarken.

Forblive grønt område

I opsummering af bidrag: Hvad vil vi gerne ha’? fremgår det bl.a., at deltagerne generelt ønsker, at Skolemarken forbliver et grønt område i Skagen. Der er dog forskellige ønsker til, hvad der konkret skal placeres på pladsen. En bred andel af deltagerne anser toiletter og skraldespande som et vigtigt supplement til de endelige tiltag på Skolemarken.

Generelt har deltagerne et ønske om, at Skolemarken opdeles i mindre sektioner, som skaber afgrænsede rum. Denne opdeling kan forekomme ved hjælp af frugttræer, bærbuske, bakker, sandklitter eller sten. Flere deltagere foreslår, at de forskellige rum sammenkobles af gangstier, som kan assistere svært gående borgere i at benytte af pladsen. Deltagerne foreslår, at gangstierne kan være af grus eller lavt græs, men de er ikke enige i, at asfalt er en ønsket belægning.

Bredt ønske om beplantning

Der er et bredt ønske om beplantning på Skolemarken. Et populært forslag er en form for planteværksted, hvor deltagerne selv kan plante frugt, grønt og blomster i forskellige kummer. Derudover foreslår flere deltagere, at der plantes blomstertræer, høje træer, buske og hække – eventuelt tildækket med lys. Deltagerne ønsker ikke eksotisk beplantning på Skolemarken.

Der er bred enighed om, at der bør etableres en form for overdækning, som giver læ for vejr, vind og støj. Hertil er der både forslag omkring halvtag med tilhørende borde og bænke samt et ”madpakkehus”, som bl.a. skolerne kan benytte, og hvor alle byens borgere kan mødes.

Deltagerne er generelt positive over for vandkunst på Skolemarken. De er interesserede i vandkunst med visuelle effekter og eventuelle lydeffekter. Nogle borgere foreslår en form for vandaktivitet i sammenhæng med vandkunsten.

Fysiske aktiviteter

Deltagerne ønsker generelt, at der skal være muligheder for forskellige fysiske aktiviteter på Skolemarken. Gentagne forslag er en skøjtebane, labyrint (evt. som ved Horne kirke på Fyn), nedgravede trampoliner, udbyggede petanque-baner, krolfbaner, træningsredskaber og forskellige former for spil som billard, bordtennis, skak og dam. Deltagerne er samtidig positivt stemte overfor stillesiddende aktiviteter. Et populært forslag er inddæmmede grill- og bålpladser på Skolemarken.

Derudover foreslår enkelte, at der skal være gode muligheder for at udøve yoga, meditere, læse, male og oplæse digte og historier.

Appellere til børn

Deltagerne udviser generelt et ønske om, at Skolemarken i højere grad skal appellere til børn og unge gennem forskellige aktivitetsmuligheder. Hertil er forslag om gynger, naturlegeplads, festivaltelt, stikkontakter til mobiltelefoner, DJ-pult til mobiltelefon samt plads til rundbold og andre holdlege. Deltagerne er positive over for den anlagte scene på Skolemarken. Flere ønsker at udbygge denne med overdækning og muligheder for at hente strøm fra scenen. Derudover ønsker enkelte, at der anlægges flere mindre scener til f.eks. at fremvise danseoptræden på.

Enkelte deltagere foreslår, at Skolemarken bør have en åben passage til kirkegården eller uhindret adgang til Kappelborg – evt. via en gangbro over eller en tunnel under den vej, som adskiller Skolemarken og Kappelborg.

Deltagerne har vekslende holdninger til markeder og salgsboder på Skolemarken. Nogle er fortalere, andre er imod.

Udover ovenstående tendenser er der følgende enkeltstående forslag til Skolemarken: – Fuglehus – Bistader – Skulpturer – Naturlegeplads – Soppebassin – Hængekøjer – En fiskekutter som er vendt på hovedet, så den fungerer som ”madpakkehus” – Tydelig skiltning ved indgangen – evt. med teksten ”Velkommen til Skagen Bypark” – Burger King eller McDonald’s – Shoppingcenter – Fustager med grøn Tuborg – En dam – Parkour-pladser – Rygeskur

Hvad vil man ikke ha’?

Deltagerne giver generelt udtryk for, at Skolemarken fortsat skal være et grønt areal, som er forbeholdt alle byens borgere. Skolemarken skal besidde flere rum og ikke udelukkende tildeles en enkelt funktion.

I den sammenhæng udviser deltagerne, med få undtagelser, en modstand mod etableringen af både ældre- og ungdomsboliger på Skolemarken. Kolonihaver og hoteller møder samme modstand.

Denne tendens gør sig ligeledes gældende omkring parkeringspladser – herunder holdepladser for autocampere.

Deltagerne giver udtryk for, at Skolemarken skal være mere end blot en park.

Flere giver dog udtryk for en modstand mod afholdelsen af større koncerter og omfattende sportsaktiviteter på Skolemarken. Enkelte ønsker ikke cirkus, shelters, legeplads og fodboldbane på pladsen.

 

Tekst: Per Rye

1 kommentarer til “Fremtidsplaner for Skolemarken” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

1 kommentarer til “Fremtidsplaner for Skolemarken”

  • Efter debatten i Økonomiudvalget blev følgende konklusion ført til protokols: “Arbejdsgruppen i Skagen anmodes om at fremlægge et projektforslag senest den 1. juni 2021. Sagen genoptages på møde i Økonomiudvalget den 16. juni 2021.”

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fremtidsplaner for Skolemarken' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger