Privat-offentlige samarbejder skal skabe mere liv i bymidterne

Privat-offentlige samarbejder skal skabe mere liv i bymidterne

22. maj 2021 - kl. 6:08 - af

Flere frivillige, men formelle samarbejder mellem private og offentlige aktører skal styrke indsatsen for at skabe mere liv i bymidterne. Det er én af anbefalingerne i en sprit ny rapport fra Partnerskab for levende bymidter, som Frederikshavn Kommune deltager i.

Partnerskab for levende bymidter barsler i dag med en række anbefalinger, der skal medvirke til at skabe levende og attraktive bymidter. Frederikshavn er med sine ca. 23.000 indbyggere den største by, der indgår i partnerskabet. Frederikshavn Kommune har bidraget med erfaringer fra Skagen by og Sæby, hvor et tæt samarbejde med lokale aktører om at skabe en levende bymidte allerede er godt i gang. Og fra transformationen af bymidten i Frederikshavn, hvor gågaden er omdannet med nye samlingspunkter, der inviterer til ophold, aktivitet, leg og oplevelser i og uden for butikkernes åbningstider.

  • I dag bruger vi ikke længere bymidten for at overleve, som vi gjorde før. Nu kommer vi i bymidten for at opleve. Vi kommer af lyst og med høje forventninger om liv, hyggelige shopping-muligheder og unikke oplevelser. Det skal vi tage med os ind i den måde, vi indretter og driver vores bymidter på. Derfor er en af anbefalingerne, at vi skal fremme frivillige, men formelle samarbejder mellem alle aktører i bymidten – det vil sige handelsstandsforeninger, andre erhvervsdrivende, ejendomsejere, ejendomsmæglere, kulturinstitutioner og turistorganisationer, udtaler Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

For at styrke omstillingen af bymidtens funktion fra kommercielt handelscentrum til et opholds- og oplevelsescenter peger en af rapportens anbefalinger på, at regeringen bør afsætte nye byfornyelsesmidler fx med henblik på at skabe nye multifunktionelle mødesteder.

Større fokus på detailhandlen
Bymidterne er under pres. Det skyldes blandt andet stigende e-handel, som er steget markant under nedlukningen som følge af coronapandemien. Tomme butikslokaler og færre mennesker i gaderne har en negativ afsmittende effekt på andre funktioner i bymidten.

  • Vi tænker strategisk nye funktioner og aktiviteter ind i fornyelsen af vores byer for at tiltrække flere mennesker – både dem, der bor her, turister og dem, der overvejer at flytte til byen. Er der spændende oplevelser og et indbydende bymiljø, smitter det også af på handelslivet. Men der er brug for, at vores erhvervsfremmesystem i højere grad har fokus på levende bymidter, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Partnerskab for levende bymidter udgiver sammen med anbefalingerne også en værktøjskasse med konkrete forslag og ideer til arbejdet med bymidten.

Fakta

Partnerskabet for levende bymidter består af:

  • Frederikshavn Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Varde Kommune
  • Assens Kommune
  • Guldborgsund Kommune
  • Danske Handelsbyer
  • Dansk Erhverv
  • De Samvirkende Købmænd
  • Ejendom Danmark
  • KL
  • Kulturministeriet
  • Landdistrikternes Fællesråd
  • Lokale og Anlægsfonden
  • Den filantropiske forening Realdania og Realdania By & Byg
  • Indenrigs- og Boligministeriet, Bolig- og Planstyrelsen som formand

Partnerskabet er et af initiativerne i regeringens Vækstplan for handel og logistik og skal i første omgang munde ud i konkrete forslag til løsninger, og derudover komme med anbefalinger til statslige indsatser. De konkrete forslag til løsninger skal herefter afprøves. Den netop offentliggjorte rapport indeholder partnerskabets anbefalinger og markerer samtidig afslutningen på fase 1.

Rapporten kan hentes her

I anden fase udvælges 3-5 testbyer, som i partnerskab med handelsstandsforeninger og andre lokale aktører skal udarbejde udviklingsstrategier med afsæt i partnerskabets værktøjskasse. Erfaringen med udviklingsstrategierne skal bidrage til at kvalificere og opdatere værktøjskassen og anbefalingerne til statslige indsatser.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Privat-offentlige samarbejder skal skabe mere liv i bymidterne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger