
Ulla Mosich klipper snoren over til de nye lokaler.
Turisthus Nord indviede nye lokaler
18. juni 2021 - kl. 13:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der var mange gæster da Turist Nord havde inviteret til indvielse af deres nye lokaler på Sct. Laurentiivej ( i bygningen hvor Skagen Ure havde forretning)
Bestyrelsesformand Ulla Mosich bød velkommen, og det var også Ulla der klippede snoren over, så gæsterne kunne komme ind og bese de nye lokaler.
Bagefter samledes man i “baggården” hvor Direktør for Turisthus Nord, René Zeeberg holdt tale, mens gæsterne kunne nyde lidt lækkert fra Color Hotel Skagen.
Herunder kan du læse Ulla og Renés taler.
Ulla Mosich, Bestyrelsesformand for Turisthus Nord:
Kære alle,
Rigtig mange tak for, at I er kommet her i dag, så vi kan få lov at vise vores nye, flotte lokaler frem. En af byens bedste beliggenheder – med museum, bager, slagter, blomster og mange andre fine butikker. En bydel med meget liv og mange gæster.
For Toppen af Danmark/Turisthus Nord og jer medlemmer starter her en spændende tid, hvor vi kan koncentrere os om 100% at være medlemmernes forening – og dedikere al vores arbejde til at være med til at skaffe flere kunder og gæster til vores forretninger.
Vores fokus vil i fremtiden ligge på endnu mere udvikling af vores sommerhusforretning, udvikling af digitale forretningsområder og udvikling af enkeltevents, der kan få flere gæster til vores område i ydersæsonerne.
Med andre ord – vi er fra 1. januar, 2021 en uafhængig forening med det mål, at de penge, der tjenes i organisationen skal gå til at udvikle, så vores medlemmer får mest muligt ud af deres medlemskab og således at vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere, der har de kompetencer, som vores virksomheder har brug for.
Vores styrke er jer medlemmer, den lokale forankring og nærheden til det erhverv, som er så vigtigt for vores område.
Kig jer nu godt omkring – hils på vores gode medarbejdere, som alle knokler hårdt for at lave en god forretning – til gavn for både foreningen og os medlemmer.
Rigtig hjertelig velkommen.
Renè Zeeberg, Direktør for Turisthus Nord.
Kære medlemmer,
Hjertelig velkommen til vores nye kontor her på Sct. Laurentii Vej.
For 115 års siden i 1906 valgtes Victor Christian Klæbel som den første formand for den nystartede lokale Skagen turistforening, og senere kom Frederikshavn Turistforening og Sæby Turistforening til. I dag er vi én enhed og operere under fællesbetegnelsen Turisthus Nord – Toppen af Danmark. Med det fælles kontor bag mig OG vores fremskudte medlemskontor i Sæby dækker vi toppen af Danmark bredt set.
Alle dele af landet har fået kommunale destinationsselskaber, men meget få har overbygninger som Toppen af Danmark der formår at konvertere interessen fra den imageskabende markedsføring til hel klare salg. Det kan vi. Det handler for os om at få kunder ud til jeres virksomheder.
Vi ser det faktisk kun på Bornholm med bl.a. Bornholm Tours. Her kan vi se at det går rigtigt godt lige som vi ser det på de mere internationale destinationer, som eks. Trysil, Sälen og Salbach Hinterglemm.
Derfor kan vi nu indvie og gøre kendt for verden, at vi inde bag den smukke facade, arbejder professionelt med topmoderne med marketing, køb og salg med fokus på konverteringsrater, SEO, SEM og remarketing. Læg mærke til bordgruppen til højre hvor vores højtspecialiserede team sidder og arbejder sammen omkring den bedste markedsføring af vores partnere og området generelt. Ovre til vestre vores Bookingteam med 38 hotel og oplevelsespartnere og 339 feriehuse og campinghytter. De afledte omsætninger af feriehusudlejling alene beløber sig op i ca 100. millioner kroner eller ca 5 % af den totale turismeomsætning i kommunen! Der er et utal af afledte effekter i det arbejder som vi udføre.
Vi keder os bestemt ikke. De 16 dygtige medarbejdere arbejder med:
- Marketing
- 1.4 Mio på web
- 100.000 følgere på SoMe
- Events – bl.a. Skagen Marathon
- Produktion af byguider og kortmateriale til jer og vores gæster ikke mindst- 250.000 tusinde byguider fordelt over hele kommunen
- Guidede ture for grupper og erhverv samt Krydstogt mv.
- Booking og online salg af billetter til attraktioner, hoteller, camping mv.
- Presse og PR
- En lille smule bogholderi, Sanne…
Det er med stolthed i stemmen at vi i år kan præsentere det mest omfattende oplevelsesudbud i turistforeningens historie, og samtlige har både ambitioner, økonomi og teknikken på plads i forhold til at fremme helårsturismen gennem helt konkrete oplevelser og produkter.
Dette kunne vi ikke gøre uden vores leverandører:
- Guideforening Nord, hvor de 49 Certificerede Guider går alle vores guidede ture – mere end 196 faste guidede ture tilsammen om året:
- Østerbyturen
- Oplev det charmerende sæby
- Morgentur på Skagen Havn
- Skagen Fyrmino
- Bunkertur
- Med flere – vi har faste 13 ture ialt
- Kulturhus Kappelborg og alle deres fortræffeligheder
- Det Unikke Grå Fyr
- Outnature med bl.a. Rav Safari, Bunkerskattejagt og UTV-ture
- Arena Nord
- Skagens Kunstmuseer
- Nordjyllands Kystmuseum
- Skagen Race
- Landsbyløbet
- Senest er Sandskulpturparken i Blokhus gået med!
Der udsendes link til turisterhvervet med oplevelserne hver fredag til jer medlemmer, så I kan præsentere gæsterne for de gode oplevelser.
Bag kulissen foregår også en del, og et af årets helt store højdepunkter er når Restaurant De 2 Have indtager Verdensudstillingen i Dubai til oktober. Jeg er stolt over at Mette og Peter har valgt Toppen af Danmark / VisitSkagen som mediepartner, når de åbner den tre etagers store restaurant midt i Dubais by for verdensudstillingen. Tak for tilliden – vi glæder os til samarbjedet.
Tak til alle som har tilsluttet sig vores nye partnerskabsprogrammer – hvor man kan trække ekstra på vores kompetencer i turistforeningen. Samtidig stort tak til sponsorer og fonde; herunder ENV-Fonden, LAG-Nord, Digitaliseringsboost og SMV:Digital. Projektmidlerne har givet et vigtigt boost til at realisere bestyrelsen strategi om at tiltrække flere gæster til området gennem øget online tilstedeværelse og salg. Lige nu er vi ved at Kickstarte Turisterhvervet med en stor kampagne på minimum 1.5 millioner kroner, og har i den forbindelse allerede får flere positive tilkendegivelser; bla. BDO, Skagen Handelstandsforening, Sparekassen Vendsyssel og Nordjyske Bank. De to sidstnævnte vil gerne vise deres støtte til turisterhvervet ved at overrække en check fra hver på kr. 50.000,-
Sidst men ikke mindst vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til vores dygtige medarbejdere for stort engagement og ildhu og lige såvel et stort tak til jer medlemmer som jo via jeres kontingent ejer turistforeningen og dermed sætte retningen for hvad vi skal arbejde med. Det er guld værd for os. Så endnu engang tak og hjertelig velkommen.
Og skal vi skal vi så ikke råbe et Skagen hurra for turistforeningen OG for at vi vinder i fodbold i aften. Reglerne foreskriver at skagenshurraet skal foretages af den ældste Skagbo, så jeg har allieret mig med Mogens EEG.
Lige nu er Turisthus Nord ved at Kickstarte Turisterhvervet med en stor kampagne på minimum 1.5 millioner kroner, og har i den forbindelse allerede får flere positive tilkendegivelser; bla. BDO, Skagen Handelstandsforening, Sparekassen Vendsyssel og Nordjyske Bank. De to sidstnævnte vil gerne vise deres støtte til turisterhvervet ved at overrække en check fra hver på kr. 50.000,-. Fra Venstre: René Zeeberg, Kaspar Andersen og Anders Mortensen fra Sparekassen Vendsyssel, Mads Andersen og Claus Andersen fra Nordjyske Bank og Ulla Mosich.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Turisthus Nord indviede nye lokaler' til en bekendt