
Nu åbner turistinformationen: Skagen byder gæsterne velkommen
19. juni 2021 - kl. 8:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Destination Nord åbner for sæsonen på mandag den 21. juni i turistinformationen i den tidligere havnemesterbolig på Vestre Strandvej i Skagen. Herfra er veloplagte medarbejdere klar til at tage imod både feriegæster, samarbejdspartnere og andre.
Destination NORDs Skagen-kontor er for længst taget i brug og befolkes til daglig af destinationsselskabets medarbejdere.
Men kontoret skal også fungere som turistinformation i de perioder, hvor der er flest gæster i Skagen, og suppleres med en stærk digital tilstedeværelse og ”turistengle” på cykler, som vil opsøge gæsterne der, hvor de er, og tilbyde både hjælp og inspiration. Turistenglene vil være at finde i Hals, Aalborg, Skagen, Frederikshavn og Sæby.
I sommersæsonen fra den 21. juni til 31. august vil turistinformationen i Skagen være åbent for gæster. Derudover vil kontoret også være åbent for gæster i andre spidsbelastningsperioder, hvor der er mange besøgende i byen.
– Vi er meget stolte af vores nye kontor her i Skagen, som vi selv synes er blevet utroligt flot. Det bliver spændende at gå den første sommersæson i møde, og vi glæder os meget. Vi har allerede haft vores første åbningsperiode og haft lejlighed til at gøre os nogle erfaringer med, hvad der fungerer bedst. Så vi er helt klar til at tage imod gæsterne i højsæsonen, siger Anne-Grethe Kramme, som er Business Development Manager og ansvarlig for gæsteservice i Destination Nord.
– Det er utroligt vigtigt for os, at vi ikke kun er tæt på feriegæsterne, men også på vores samarbejdspartnere i erhvervet, og at have et åbent og levende kontor i nærmiljøet. Så alle er bestemt velkomne, og vi har meget høje ambitioner om den service, vi vil levere.
I det daglige vil feriegæsterne møde et hold af friske informationsmedarbejdere, som står klar til at guide til de helt rigtige oplevelser.
Om Destination Nord:
Destination NORD er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde professionelt med turismefremme og dermed skabe omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien. Destination Nord er destinationsselskabet for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner.
2 kommentarer til “Nu åbner turistinformationen: Skagen byder gæsterne velkommen” under annoncerne.









_1.jpg)






Jeg vil henvise til Turist nord da det er dem der stiller mest tryksager til og dem som lejer sommerhuse ud
Ja, så har vi jo 2 turistinformations steder i byen, så hvis en turist spørger mig – hvor kan jeg få lidt info om byen – hvad skal jeg henvise til ?????
Sommerhilsen – Birger T.