
Thomas Rasmussen og Jan Diget.
Det er ganske vist: Stuhrsvej-kvarteret får fjernvarme
11. juli 2021 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tilladelserne har været på plads længe, og nu har Skagen Varmeværk også fået tilsagn om statstilskud til projektet, der omfatter ca. 100 boliger i Stuhrsvej-området.
Skagen Varmeværk var klar til at grave allerede i det tidlige forår efter en hurtig sagsbehandling i Frederikshavn Kommune, men så måtte man vente på tilsagn fra Energistyrelsen. Det er endelig kommet, og derfor kan ledningsarbejdet gå i gang efter ferien, formentlig i starten af september.
Halvdelen af de 100 husstande i kvarteret har tidligere tilkendegivet interesse for fjernvarme, og de vil i de kommende uger bliver kontaktet af varmeværket med henblik på at indgå aftale om fjernvarmeforsyning. Øvrige interesserede kan stadig nå at få glæde af det særlige introduktionstilbud på en komplet tilslutning og installation for 35.000 kr. inklusive moms.
Billigere fjernvarme
På Skagen Varmeværks generalforsamling i juni blev det besluttet endnu en gang at nedsætte varmeprisen. Den variable del af prisen sænkes med 7,5 pct. Det vil for en typisk bolig på 130 kvadratmeter betyde et prisfald fra 10.900 kr. årligt til 10.450 kr. Skagen Varmeværk er blandt de allerbilligste i landet.
Online måleraflæsning
Skagen Varmeværk vil fra 2022 gå helt over til online aflæsning af forbrug. Arbejdet med at ombygge målerne måtte holde pause under corona-restriktionerne, men er nu gennemført. Der arbejdes nu med at opsætte antenner til hjemtagning af data fra forbrugerne.
Formand og direktør bytter roller
På generalforsamlingen fik Skagen Varmeværk ny formand, nemlig den hidtidige direktør Jan Diget. Han ønskede at gå på pension, men bestyrelsen ville gerne fortsat kunne trække på hans lange erfaring. Som ny direktør er ansat Thomas Rasmussen, der i en årrække har været formand for varmeværkets bestyrelse og haft et fortrinligt samarbejde med Jan Diget. Det fortsætter – nu blot med omvendte roller.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det er ganske vist: Stuhrsvej-kvarteret får fjernvarme' til en bekendt