
Nu kommer sidste del af vandledningen mod Skagen
20. januar 2022 - kl. 10:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Vand A/S arbejder nu på den sidste etape af transmissionsledningen, der skal bringe drikkevand fra Tolne til Skagen.
En ledningsstrækning på ca. 11 km. er i øjeblikket ved at vinde frem mellem Hulsig og Skagen. Ledningen er den sidste del af den i alt 50 km lange transmissionsledning, der skal føre drikkevand fra Tolne Vandværk til Skagen, hvor den skal sikre tilstrækkelig vandforsyning i Skagen by og havn nu og i fremtiden. Udbuddet vandt Trigon, der er hovedentreprenør på projektet. Frederikshavn Vand forventer, at projektet afsluttes i løbet af sommeren 2022.
Årsagen skal findes i vandets kvalitet
Frederikshavn Vand er certificeret efter samme krav, som der stilles til fødevaresikkerhed. For at sikre, at drikkevandet i Frederikshavn Kommune lever op til disse krav, følger selskabet en række kontrolprogrammer i proceduren for behandlingen af drikkevandet. I Skagen består undergrunden af mange lag eftersom Skagen Odde er bygget op over mange hundrede år. I disse lag findes der stor forekomst af organisk materiale, som naturligt giver grundvandet i Skagen en ringere kvalitet end øvrige steder i kommunen, og det kræver en meget kostbar indsats for behandlingen af vandet.
”Vandet fra boringerne til Skagen Vandværk kræver en udvidet behandling, og det giver langt flere arbejdsgange for at få kvaliteten af drikkevandet til at leve op til de gældende krav for fødevaresikkerhed”, lyder det fra Lars B. Østergaard, der er forsyningschef for Frederikshavn Vand A/S.
Arbejder i respekt for naturen
For at beskytte naturen og dyrelivet i området mest muligt, foregår arbejdet med at etablere ledningen underjordisk, hvor ledningen bores frem under jorden i stræk op til 600 meter. Der vil dog blive gravet nogle huller der, hvor boremaskinen bore fra og til samt, hvor ledningen samles.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu kommer sidste del af vandledningen mod Skagen' til en bekendt