Lokalplan til udvidelse af Karstensens skibsværft

Arkivfoto.

Lokalplan til udvidelse af Karstensens skibsværft

2. maj 2022 - kl. 6:16 - af

Plan- og Miljøudvalget har på næste møde i dag, den 2. maj, et punkt på dagsordenen ”Godkendelse af forslag til lokalplan for Skagen Havn – udvidelse af skibsværft”.

Plan og Miljøudvalget traf tilbage i august 2017 beslutning om igangsætning af udarbejdelse af lokalplan, kommuneplantillæg, miljøkonsekvensrapport samt miljørapport for en udvidelse af Karstensens Skibsværft i Skagen.

Trafikstyrelsen er myndighed for de dele af projektet, der er placeret på søterritoriet, mens Frederikshavn Kommune er myndighed på land.

Planlægningen og miljøkonsekvensrapporten og miljørapporten skal muliggøre en udvidelse af værftet med nye anlæg i form af etablering af en ny overdækket tørdok i Vestre Bassin. Samtidig fjernes den eksisterende mulighed for at overdække den eksisterende tørdok ved Nordkajen.

Overdækning af ny tørdok

Området er i dag omfattet af en lokalplan om ”Egentligt erhvervsområde ved Vestre Strandvej-Nordkajen, Skagen” fra 2005. Denne aflyses ved den endelige vedtagelse af lokalplanforslaget. Der vil efter vedtagelsen af plangrundlaget være mulighed for at etablere to tørdokke, hvoraf den ene kan overdækkes.

Kommuneplantillægget bringer lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanen, da den eksisterende mulighed for at foretage overdækning af en tørdok ved Nordkajen ændres til, at der i stedet kan etableres overdækning af ny tørdok ved Værftsvej/Vestkajen.

Ved igangsætningen af planlægningen var de forventede dimensioner på overdækningen af tørdokken på 110m længde, 35 meter bredde samt en højde på 35 meter. Der har senere vist sig behov for at øge længden og bredden af overdækningen til 130 meter og 45 meter.

Der er udarbejdet udkast til § 25-tilladelse (tidl. VVM-tilladelse) samt fornyede miljøgodkendelser af virksomheden. I udkast til miljøgodkendelse videreføres den eksisterende dispensation fra Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser.

Trafikstyrelsen vil desuden skulle udstede en anlægstilladelse efter Havneloven, før virksomheden kan gå i gang med udvidelsen.

Kommunens Center for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet at godkende forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, samt at miljørapporten sendes i 8 ugers offentlig høring.

 

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Lokalplan til udvidelse af Karstensens skibsværft' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger