
Normalt oplever offentligheden kun facaden på den tidligere kongebolig, men i maj, juni, juli og august kan du opleve bygningen og efterfølgende nyde et glas på terrassen.
Klitgaarden Refugium inviterer gæster indenfor
11. maj 2022 - kl. 5:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
For første gang i flere år får offentligheden mulighed for at få et kig ind bag den gamle kongevillas facade, når Klitgaarden Refugium hen over sommeren arrangerer fire rundvisninger i samarbejde med Toppen af Danmark.
Normalt er Klitgaarden Refugium forbeholdt forskere og kunstnere, der søger arbejdsro og fordybelse. Men nu får alle andre også mulighed for at opleve ”kongevillaen”, som mange kalder den smukke, gule bygning ved Damstederne i Skagen. Fire gange i løbet af sommeren åbner refugiet dørene til en rundvisning i de tidligere kongelige gemakker.
”For mange er Klitgaarden et magisk sted. Sådan har det altid været, og det skal fortsætte med at være sådan. Men vi skal også have en åbning ud mod samfundet og ikke være helt lukket om os selv. Derfor arrangerer vi nu rundvisninger på refugiet, så skawboer og gæster får mulighed for at komme ud og opleve den gamle kongevilla,” siger Helle Stenbakken, forstander på Klitgaarden Refugium
En oplevelse med autenticitet
Helle Stenbakken kommer selv til at tage imod gæsterne og vise dem rundt i huset. Det er indrettet autentisk med møbler fra Kong Christian den X’s tid, hvor Klitgaarden var kongelig sommerbolig. Rundvisningen foregår i alle fællesområder, og hvis der er ledige værelser, bliver det også muligt at se rammerne, som refugiets gæster arbejder i. Rundvisningen slutter med et glas på terrassen eller i opholdsstuen afhængigt af vejret. Hver af de fire rundvisninger får et begrænset antal deltagere på 10 personer.
”Det er en ældre bygning med smalle gange, som sætter en begrænsning for, hvor mange personer jeg kan føre rundt. Og så er det naturligvis vigtigt, at vores gæster kan arbejde uforstyrret, for de kommer her for at finde fred og arbejdsro. Jeg synes også, at deltagerne i rundvisningerne skal opleve at være på et refugium, hvor der generelt er meget roligt,” siger Helle Stenbakken.
Attraktivt blandt gæster
Rundvisningerne er arrangeret i samarbejde med Toppen af Danmark, som blandt andet står for alt billetsalg via bookingportalen toppenafdanmark.dk. Billetterne til alle fire rundvisninger i henholdsvis maj, juni, juli og august bliver er sat til salg.
”Vi er naturligvis glade for at have en så ekstraordinær aktivitet på vores program, for mindeværdige gæsteoplevelser er en af de ting, vi har stort fokus på at tilbyde og udvikle. Sommerbesøget på Klitgaarden er en historisk oplevelse, som rigtig mange formentlig gerne vil deltage i, så billetsalget kan være hurtigt overstået,” siger René Zeeberg, direktør i Toppen af Danmark.
>Faktaboks<
Klitgaarden Refugium
- Klitgaarden blev opført i 1914 af den daværende Kong Christian den X som privat feriebolig for den kongelige familie.
- Klitgaarden er tegnet af en af datidens mest kendte arkitekter Ulrik Plesner, som har tegnet adskillige bygninger i Skagen blandt andet Brøndums Hotel.
- Klitgaarden forblev i kongefamiliens eje frem til 1997, hvor Klitgaarden Fonden købte ejendommen.
- I dag fungerer Klitgaarden som refugium for kunstnere og forskere. Offentligheden har ikke adgang til refugiet, der ligger ved stranden lige syd for Skagen by.
- Billetter til sommerens rundvisninger kan kun købes på toppenafdanmark.dk.
>Faktaboks<
Toppen af Danmark
- Toppen af Danmark samler mere end 300 turistaktører i Nordjylland. Foreningen blev stiftet i 1906 som Skagen Turistforening.
- Toppen af Danmark har altid været medlemsejet og arbejder dengang som i dag for medlemmernes interesser.
- Det betyder, at alt overskud, som foreningen genererer, bliver geninvesteret i lokalområdet og på den måde bidrager til bæredygtig turisme.
- Toppen af Danmarks aktiviteter omfatter blandt andet sommerhusudlejning, kommercielle partnerskaber, Skagen Marathon og bookingportalen toppenafdanmark.dk, hvor gæster kan booke både overnatning, udflugter, kulturtilbud og restaurantbesøg.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klitgaarden Refugium inviterer gæster indenfor' til en bekendt