
Peter Sørensen.
Ingen siger nej til grøn omstilling
25. august 2022 - kl. 12:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Drillerier hører til politik, men når C, DF, SF og A, i overskrift gør opmærksom på, at de siger ”ja til grøn omstilling”, glemmer de helt at skrive, at ingen har givet udtryk for andet.
Vi siger alle ja til grøn omstilling.
For Venstres vedkommende ytrede vi blot et ønske om at gøre det med respekt for de som bliver berørt af disse anlæg.
Venstre forsøgte onsdag i byrådet at overbevise de andre partier om det fornuftige i at prøve, at få kommende vindmøller ved Frederikshavn Nord Havvindmølleprojekt flyttet længere ud på havet.
Det kunne Byrådet have gjort ved at indsende en indsigelse til Energistyrelsen, og derfor fremsatte Venstre et ændringsforslag om dette.
Ud over ønsket ville en indsigelse også sikre kommunen en vetoret overfor elementer i en fremtidig plan. En vetoret som er betinget af en indsigelse.
Det lykkedes ikke, og så er Venstre selvfølgelig klar til at arbejde videre med at få det bedste ud af et fremtidigt Frederikshavn Nord Havvindmølleprojekt.
Det er fortsat Venstres politik at understøtte den grønne omstilling og samtidig gavne erhvervsudviklingen i Frederikshavn Kommune.
”På sidste uges Økonomiudvalgsmøde bakkede vi op om kommunens vækststrategi, og vi er klar til at støtte den grønne omstilling og deraf kommende arbejdspladser. Det er vi fortsat!”, slår gruppeformand Peter Sørensen fast.
Venstre noterede sig på byrådsmødet, at flertallet ønsker at der indarbejdes en direkte ledningsføring ind til Skagen Havn. Det synes Venstre er en rigtig god idé, men vi forstår dog ikke, at dette ønske ikke bør fremsættes som en indsigelse?
Et muligt Frederikshavn Nord Havvindmølleprojekt vil hænge naturligt sammen med planerne om Recycling City mellem Knivholt og Ravnshøj og ligge i umiddelbar forlængelse af kommunens grønne vækstspor.
At den grønne omstilling er et vigtigt politisk emneområde understreges i øvrigt af, at Socialdemokraterne, trods tidligere modstand, lod sig overbevis til at følge Venstres forslag om at afgørelser af denne slags fremadrettet skal træffes i Byrådet, således at alle partier har mulighed for at ytre sig.
Peter Sørensen
Gruppeformand
Venstre
1 kommentarer til “Ingen siger nej til grøn omstilling” under annoncerne.
















Venstre er (som de fleste af os) imod en placering der skæmmer natur- og havmiljøet samt fiskernes fangst muligheder. Men Venstre tager ikke, eller har ingen mening om den “grønne” værdi af strøm fra vindmøller, og for den sags skyld også solceller.
Spørgsmålet er egentlig ikke om hvor vindmøllerne skal placeres. Spørgsmålet er om de overhovedet skal sættes op.
Strøm fra vindmøller og solceller kan IKKE opbevares på nogen kendt måde; så enten skal den sælges billigt, eller gives gratis (som vi gør i dag) – eller møllerne skal stoppe produktionen.
Venstre nu har I brugt energien på æstetik. Så overbevis sosserne i byrådet om, at vindenergi ikke er vejen frem.