Borgmester hylder guldvindere fra Vendsyssel Elite Badminton

Borgmester hylder guldvindere fra Vendsyssel Elite Badminton

20. september 2022 - kl. 16:09 - af

Vendsyssel Elite Badminton vandt holdguld ved DM i badminton. Det bliver fejret af borgmesteren og Økonomiudvalget i byrådssalen på Frederikshavn Rådhus lige nu.

Guldet blev hentet i april måned i Brøndbyhallen, men fejringen sker først nu, da det tidligere ikke har været muligt at samle holdet.

VEB skal i aften spille sæsonens første kamp. Det sker i Arena Nord og modstanderen er Gentofte.

Borgmesteren har netop holdt tale til spillere og ledere i VEB:

Kære VEB folk

Velkommen i byrådssalen.

Kæmpe stort tillykke med mesterskabet! Tillykke med guld. Det er dælme godt gået.

I er så gode.

Vi byder på fiskefrikadeller med mere, når man vinder guld og kommer i byrådssalen, men vi har skam forstået, at I er mere til kylling – så det er fixet.

Noget der altid har været kendetegnet ved VEB er udvikling. Det har været en lang rejse fra sammenlægningen i 2002 og udvidelsen i 2016 – og med nogle store resultater undervejs.

Nu har I så fået skiftet bronzemedaljer ud med en af guld – som vinderne af mesterskabet for hold. Det er en ny, stor milepæl i VEBs historie, som jeg håber I kan bygge videre på.

Det er jo hele 34 år siden, at et jysk hold vinder, som I har gjort. Det må I gerne prale af. Det gør vi andre.

For det er jo ikke tilfældigt, at I er mestrene. I kan noget helt specielt.

For det første er I selvfølgelig dygtige til at spille badminton. Men I er også gode til at støtte hinanden. I er gode til at forene forskelligheder – både på tværs af aldre og nationaliteter.

Sejren kommer fra sammenholdet mellem spillere, trænere og alle omkring klubben, som yder en indsats. I er sammen om holdet, og I har alle fortjent den flotte sejr.

Derefter slog Borgmesteren over i engelsk:

Tusind tak til jer internationale, som har valgt at komme til Vendsyssel og bidrage til den flotte sejr.

Nu er jeg jo borgmester i Frederikshavn Kommune. Og når nu jeg har jer samlet her, så vil jeg selvfølgelig også gerne lige slå et slag for vores dejlige sted her i Frederikshavn Kommune.

Jeg ved, at de fleste af jer bor i københavnsområdet. Men jeg ved også, at Zvonimir har valgt at bosætte sig i Skagen. Så måske kan du hjælpe med at lokke flere til, eller hvert fald starte med at lokke din kæreste herop. Så kan I få nogle børn og bidrage til kommunens bosætningsstrategi. Det var bare en lille opfordring.

Spøg til side.

Så vil jeg gerne sige tusind tak for, hvad I gør for badminton i Vendsyssel. I er de gode rollemodeller, og jeg er stolt og glad for, hvad I har gjort for sporten her i området.

Og tilbage til dansk:

Vi har altid været vilde med sport i Frederikshavn Kommune, og vi er ikke blevet mindre vilde med badminton.

Tillykke til jer alle.

Vi har en check til jer, men den får I først i Arena Nord i aften.

Vi ses til kamp i aften.

Og så håber jeg, at I også lige banker Gentofte på plads.

Vi hepper på jer.

 

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Borgmester hylder guldvindere fra Vendsyssel Elite Badminton' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger