Valgkampens højdepunkt i Skagen

Vælgerne i Skagen får deres eget vælgermøde med lokale folketingskandidater. Foto: Niels H. Bünemann

Valgkampens højdepunkt i Skagen

10. oktober 2022 - kl. 10:11 - af

Vælgerne i Skagen får nu en lejlighed til at møde de lokale folketingskandidater på en gang. Det sker ved et vælgermøde mandag den 17. oktober kl. 16.

En af byens største virksomheder lægger lokaler til, og alle de kandidater, der er opstillet i Frederikshavn-kredsen er inviteret til at fremlægge deres politik og mærkesager for vælgerne i Danmarks nordligste valgkreds.

Ved redaktionens slutning havde følgende kandidater sagt ja til at deltage i det store vælgermøde:

Mette Hardam, Venstre

Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet

Per Larsen, Det Konservative Folkeparti

Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne

Benjamin Jørgensen, Socialistisk Folkeparti

Jørgen Bjerregaard, Kristendemokraterne

Kandidaterne for partierne Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti er ligeledes inviteret, så der er mulighed for at samtlige partier med lokale kandidater kan blive repræsenteret ved mødet.

Det er Venstres vælgerforening i Skagen, der har taget initiativ til mødet, som finder sted i FF Skagens lokaler, Oliekajen 13 på havnen i Skagen.

Maria Mejlhede, grundlægger af kommunikationsvirksomheden Krog Nobis, har påtaget sig rollen som ordstyrer. Hun vil især spore debatten ind på to emner, som optager sindene i Vendsyssel:  Hvordan sikrer vi fremtiden for det danske fiskerierhverv, og hvordan undgår vi at løbe tør for arbejdskraft i vores område?

Hvilke emner, der derudover skal behandles på vælgermødet, det er op til kandidaterne selv, og til de vælgere, der stiller spørgsmål til politikerne.

”Alle vælgere i Skagen er velkomne til at deltage, og vi regner med, at det bliver valgkampens højdepunkt her i byen”, siger Erik F. Andersen, formand for Venstre i Skagen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Valgkampens højdepunkt i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger