
Pas på indeklimaet, når du skruer ned for varmen
22. december 2022 - kl. 6:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I de kolde vintermåneder kan det med de nuværende høje varmepriser være fristerende at skrue ned for varmen for på den måde at spare penge på varmeregningen. Det kan dog få konsekvenser for indeklimaet i din bolig, hvis du sænker temperaturen for meget. Du kan i denne artikel læse mere om, hvordan indeklimaet reagerer på lave temperaturer.
Indeklimaet afhænger af temperaturen
Beskaffenheden af indeklimaet i din bolig afhænger i høj grad af to faktorer. Det drejer sig om dels om temperaturen og dels om luftfugtigheden, og disse to faktorer hænger nøje sammen.
Du kan sagtens skrue ned for varmen, hvis du vil sænke dine varmeudgifter. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke skruer så meget ned for varmen, at det får indvirkning på indeklimaet.
Sådan sænker du dit varmeforbrug
Hvis blot du er opmærksom på, at temperaturen i dit hjem påvirker indeklimaet, giver det god mening at sænke varmeforbruget. Ved at skrue et par grader ned vil det i løbet af kort tid kunne ses på varmeregningen.
Ovre på Brunatas hjemmeside kan du få gode råde til at tjekke dit varmeforbrug, hvad enten du har fjernvarme, naturgas, oliefyr eller elradiator.
Hvad kendetegner et godt indeklima?
Den bedste måde at fornemme hvorvidt indeklimaet i en bolig er godt eller dårligt er ved at mærke, hvordan det føles at opholde sig i boligen.
Hvis det føles behageligt at opholde sig dér, og hvis der ingen ubehagelige lugte er, er det et godt tegn. Det samme gør sig gældende, hvis der ingen misfarvninger eller skjolder er at se på vægge og lofter, eller hvis du ingen gener som irriterede øjne, hovedpine eller åndedrætsbesvær oplever.
Når indeklimaet går fra godt til dårligt
Et godt indeklima er afhængig af, at temperaturen i boligen ikke bliver for lav. Når temperaturen falder for meget, opstår der nemlig kulde, kondens og fugt, og det er forhold, som hverken din bolig eller dit bohave har godt af.
Der findes en gylden regel, som siger, at temperaturen i en bolig helst ikke må være lavere end 18 grader. Kommer temperaturen under de 18 grader, opstår der forhold, som den skadelige skimmelsvamp trives godt i.
En fornuftig temperatur hjælper på indeklimaet
Et dårligt indeklima kendetegnes ved fugt, en muggen eller jordslået lugt og skimmelsvamp på vægge, lofter og gulve. Disse faktorer kan heldigvis forebygges, hvis du sørger for at have en fornuftig temperatur i dit hjem. Varme er nemlig med til at holde fugt og kulde væk.
Lavere temperaturer afspejler sig i varmeregningen
Er du vant til at have en temperatur på 21-22 grader i huset, kan du med fordel sænke temperaturen et par grader uden, at det går udover indeklimaet.
Man siger, at for hver grad du sænker temperaturen, kan du spare op til 5 procent på din varmeregning. Så kan du selv regne ud, hvor meget du cirka sparer ved at gå fra de 22 grader ned til for eksempel 18 grader.
Sådan holder du varmen i et koldere hus
Det kan naturligvis mærkes, når der skrues ned for varmen. Det betyder dog ikke, at du behøver at gå at fryse indenfor. Det eneste, du skal gøre, er at ændre lidt på dine vaner.
Når du sidder i sofaen og ser fjernsyn eller læser en bog, kan du med fordel tage et tæppe på, så du ikke fryser. Du kan også vænne dig til at tage en ekstra trøje på eller begynde at gå med sjal eller tørklæde. Er du en frossenpind, kan det anbefales at tage en uldundertrøje eller skiundertøj på under tøjet. Det giver en god varme.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Pas på indeklimaet, når du skruer ned for varmen' til en bekendt