
Arkivfoto.
Nytårshilsen fra Nordjyllands Kystmuseum
5. januar 2023 - kl. 10:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vi kender det jo, og alligevel kommer det bag på os: Det har lige været nytårsaften og straks er man i gang med 220 km/t, og året går over stok og sten med glæder og genvordigheder, og nogle gange mere det ene end det andet og inden sommeren er forbi så nærmer julen sig, og oven i alt det andet kommer juletravlheden og så bliver der nogle rolige men alligevel travle juledage, og så bliver det nytår og så sidder man der nytårsaften og så går man i gang igen med 220 km/t.
Sådan kan året godt tage sig ud i bakspejlet. Det har det i hvert fald gjort på Nordjyllands Kystmuseum. Genvordighederne har været mange, glæderne heldigvis flere. Det er altid vigtigt at huske på. Og ind i mellem så er der jo også pauser i ræset, heller eller oaser i travlheden, tid til lige at synke ind i sig selv, tid til at sætte det hele på stand by. Oaserne er jo forskellige fra menneske til menneske. For mange, tror jeg, er det en uomgængelig oase at overvære dronningens nytårstale. Så sidder man der, et kvarters tid eller så, og er på den ene side opmærksom og lyttende, og på den anden side i ro og balance. For præcist dét er hvad vi gør nu: Vi lytter til dronningen i tavs opmærksomhed.
Og så går nytårsaften i gang og så bliver det første januar og Prosit Neujahr fra Wien, og så kører det hele en gang til, men altså alligevel på en anden måde, og man ved at genvordighederne kommer, men mere ser man frem til glæderne, frem til et helt nyt, klart og ubrugt år, som man i hvert fald selv kan gøre alt hvad der står i ens magt for skal blive et godt år.
Sådan var det i 2022, og sådan er det i 2023. På Nordjyllands Kystmuseum tager vi fat på det nye år med endnu et varieret og tætpakket program, for at gøre 2023 på Nordjyllands Kystmuseum til endnu et godt år for publikum og for museets støtter.
Nordjyllands Kystmuseum takker alle for 2022, for året der nu er gået, og det er os en glæde at invitere alle indenfor på vore afdelinger i 2023, til endnu et spændende og udbytterigt år.
Så: Fra alle os til alle jer: Godt nytår!
Med venlig hilsen
Henrik Gjøde Nielsen,
direktør, Nordjyllands Kystmuseum
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nytårshilsen fra Nordjyllands Kystmuseum' til en bekendt