Regeringen vil styrke det nære sundhedsvæsen med mere behandling i eget hjem

Regeringen vil styrke det nære sundhedsvæsen med mere behandling i eget hjem

27. marts 2023 - kl. 9:17 - af

Mere behandling skal ske i borgerens eget hjem, og det nære sundhedsvæsen skal styrkes gennem brug af digitale tilbud til borgere med f.eks. KOL, hjertesvigt, nyresvigt, diabetes og psykisk sygdom. Det er ambitionen for regeringen, som vil investere 500 mio. kr. i digitale løsninger, der kan være med til at fremtidssikre sundhedsvæsnet.

Hvorfor tage på sygehuset, hvis man kan behandles ligeså godt derhjemme? Det er udgangspunktet for en større millioninvestering, der skal sætte skub i udviklingen inden for fx digitale sundhedsløsninger, som kan bruges i borgerens eget hjem.

Regeringen vil derfor udmønte 500 mio. kr. til investeringer i teknologi og udstyr, der kan understøtte bedre hjemmebehandling i regioner og kommuner.

Og det er ifølge indenrigs- og sundhedsministeren et vigtigt skridt på vejen mod at fremtidssikre vores sundhedsvæsen:

”Hvis vi skal ruste vores sundhedsvæsen til fremtiden, er det helt afgørende, at vi styrker behandlingsmulighederne uden for sygehusene. Det gælder ikke mindst behandlingen af kroniske sygdomme som f.eks. diabetes og KOL. Derfor vil vi nu investere 500 mio. kr. i digitale sundhedsløsninger, som kan hjælpe borgerne i hverdagen. Det vil kunne give en større tryghed for den enkelte og samtidig forebygge akutte indlæggelser og genindlæggelser på sygehusene”, siger Sophie Løhde.

Nærhospitaler skal tænkes ind i Sundhedsstrukturkommissionens arbejde
Foruden midlerne til investeringer i teknologi og udstyr blev der med den politiske aftale om en sundhedsreform fra maj 2022 afsat 3,5 mia. til en pulje, hvorfra regioner og kommuner skulle kunne søge om midler til at etablere nærhospitaler.

Nærhospitaler er et nyt element i det samlede sundhedsvæsen, som kan være med til at skabe mere nærhed og sammenhæng for patienterne. Nærhospitalerne skal hænge sammen med den samlede udvikling af sundhedsvæsnet, og derfor har regeringen besluttet, at udmøntningen af de resterende midler fra nærhospitalspuljen afventer Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger:

”Inden for kort tid går Sundhedsstrukturkommissionen i gang med at se på, hvordan vi kan indrette vores sundhedsvæsen, så det er fremtidssikret og bl.a. er gearet til at behandle det stigende antal danskere med kroniske sygdomme, og her spiller det nære sundhedsvæsen en nøglerolle. Derfor synes vi, at det er klogest at vente med at udmønte pengene, indtil kommissionen har haft mulighed for at tænke nærhospitalerne sammen med den samlede struktur for sundhedsvæsnet”, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Sundhedsstrukturkommissionen nedsættes inden for få uger og forventes at aflevere sine anbefalinger om organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen til regeringen i foråret 2024.

Fakta om millioninvesteringen:
De 500 mio. kr. til investeringer i teknologi og udstyr kan konkret udmøntes til:

  • Udstyr og digitale løsninger til udbredelse af hjemmebehandling til relevante patientgrupper med f.eks. KOL, hjertesvigt, nyresvigt, diabetes og psykisk sygdom, hvor der er viden om effekt af eksisterende løsninger.
  • Understøttelse af digitale konsultationer i almen praksis, regioner og kommuner
  • Tværgående løsninger og it-infrastruktur, der forbedrer samarbejdet om behandling i eget hjem og det nære sundhedsvæsen gennem smidig deling af oplysninger med afsæt i aftalte indsatser og strategier.

Regeringen sigter efter at indgå en aftale med Danske Regioner og KL senere i år om udmøntningen af de 500 mio. kr. over perioden 2023-2028.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Regeringen vil styrke det nære sundhedsvæsen med mere behandling i eget hjem' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger